Kolding Netavis

Nyslået Lottomillionær: -Jeg sov ikke i otte dage

Den nyslåede lottomillionær sov ikke i otte dage. Foto: Danske Spil (Arkivfoto)

Lottomillionæren sov ikke i otte dage efter hun fandt ud af, at hun var blevet millionær med 0 rigtige.

En heldig fynbo vandt for nogle uger siden en million kroner på Lottos Millionærgaranti, hvor man bliver millionær, selvom man har 0 rigtige.

Og pengene falder på et tørt sted for vinderen, som er i 50’erne og førtidspensionist på grund af store problemer med ryggen, oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.

Hun har på det seneste været igennem en hård tid uden de store opture.

– Jeg har mistet to søskende til kræft, og det har været en lang og opslidende proces. Senest brækkede jeg benet, da jeg faldt over en af mine katte, siger hun.

Millionær: -Jeg begyndte at tude

Kvinden opdagede flere dage efter lørdagens lottotrækning, at hun kunne skrive sig ind i Lottos Millionærklub. Det var nemlig først, da hun så på nettet, at man efterlyste en vinder af Millionærgarantien fra det sted, hvor hun havde købt sin kupon, at det gik op for hende.

– Jeg fik bare en fornemmelse af, at det var mig. Og jeg kunne jo ikke komme ned til kiosken, fordi jeg lå med mit brækkede ben. Så jeg ringede ind til Danske Spil og oplyste et meget langt nummer på kuponen. Han vendte tilbage efter et par minutter med beskeden om, at jeg var blevet millionær. Så begyndte jeg bare at tude.

Alligevel troede kvinden ikke på sit held, så efter ti minutters tid måtte hun lige høre det igen.

Sov ikke i otte dage

– Jeg ringede tre gange med ti minutters mellemrum. De var så søde og blev slet ikke trætte af mig. Og de blev ved med at sige, at det altså var mig, der var den heldige. Så hylede jeg videre. Jeg sov heller ikke i otte dage efter.

Kvinden fik sin datter til at køre sig ned i kiosken for at præmiesøge kuponen og derefter i banken. Dagen efter da pengene stod på kontoen, ringede kvinden, som det første, til sin gamle far.

– Vi har aldrig haft specielt mange penge i familien. Så jeg måtte simpelthen læse hele min saldo op for ham, så han for alvor forstod, at hans datter lige pludselig kunne kalde sig millionær. Han blev så stolt og glad.

Den heldige vinder er allerede begyndt at bruge af gevinsten. Men i første omgang er der blevet tænkt på alle andre end hende selv.

– Jeg har hjulpet min lillebror med et indskud til et hus. Det er jeg så glad for, da han modsat andre i familien, altid har været der for mig. Og så har min datter naturligvis også fået nogle penge. Desuden har en god veninde af mig, som heller ikke har så meget, fået fornyet sin sommergarderobe, siger hun og tilføjer:

– Men jeg endte da også med at købe en ny sofa og telefon til mig selv. Og så har jeg købt et 14 karat guld armbånd. Noget jeg aldrig i mit liv troede, jeg skulle få råd til. Jeg bliver simpelthen så glad, når jeg ser på min arm, hvor det glimter.

Flytter tættere på datter, bror og far

Pengene giver også kvinden mulighed for at flytte tættere på sin datter, bror og far som bor i Odense.

– Det bliver så dejligt at komme tættere på dem. Det er også noget jeg har drømt om længe.

Den gavmilde vinder er heller ikke færdig med at dele ud af sine penge.

– Jeg havde jo sagt til min far, at han kunne få, lige hvad han ville. Og i går ringede han og sagde, at han havde fundet en brugt elevationsseng til 1500 kroner på Gul og Gratis. Jeg sagde: ”Jamen far, du skal da ikke have en brugt seng. Du skal da have en ny. Men han mente ikke, at jeg skulle bruge så mange på en gammel mand som ham. Men det er heldigvis mit dankort, der bestemmer, siger hun med et grin.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *