Kolding Netavis

Bliv klogere med naturbingo

Naturbingo på Skamlingsbanken. Pressefoto.

Tag på naturbingo-tur på Skamlingsbanken og find blomster, sommerfugle og haletudser. Fredag fejres den internationale Biodiversitetsdag med bingo hver for sig.

Nu kan du selv printe din bingoplade ud, hvis du vil deltage i naturbingo. Alle arterne på bingopladen er en del af Skamlingsbankens særlige natur og historie, oplyser Kolding Kommune.

Med bingopladen i hånden skal du på jagt efter ni forskellige arter. Er du dygtig får du hele pladen fuld, eller måske bare en række.

En stor del af naturen på Skamlingsbanken er græsningslandskab. En gammel naturtype, der opstod lige efter istiden. Græsningslandskabet er levested for mange dyr, planter og svampe og mange af dem har specialiseret sig til at vokse og leve lige netop der. Eller er særligt afhængige af hinanden.

Du finder arterne på bingopladen, hvis du går en runde fra Skamlingsbankestøtten mod nord på tværs gennem skoven og videre ned til søen ved Klokkestablen og tilbage igen. Husk selv at medbringe hoved- og sidegevinster til børn og barnlige sjæle for største succes med jagten.

Bingopladen kan downloades på www.oplevkolding.dk – eller printes fra kolding.dk.

Fakta

Den 22. maj fejres biodiversitetens dag over hele kloden. En dag hvor man sammen sætter fokus på naturens mangfoldighed. Biodiversitetens dag er en FN-sanktioneret international dag, der har været afholdt siden 2000.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *