Kolding Netavis

Kære Pleje i Kolding udvider

Mange ældre i Kolding er ikke sikret hurtig hjælp, hvis de falder i eget hjem.

Derfor er Kære Pleje i Kolding, der tilbyder privat hjemmehjælp og det danske vagtcentralfirma Cekura, gået sammen om et tilbud til kommunens borgere, som gør det lettere at komme i kontakt med hjælpen ved et fald i eget hjem.

Hvis man falder i sit hjem og man ikke er tilknyttet hjemmeplejen og derved har fået visiteret et nødkald, kan der gå lang tid, før man får hjælp til at komme op, skriver Kære Pleje i en pressemeddelelse.

Hos Kære Pleje, som jævnligt kommer hos 25 procent af de borgere, som er visiteret hjemmehjælp i Kolding Kommune, kender man alt for godt til de udfordringer, som der kan være, hvis en borger falder, og hvor der blot skal en hjælpende hånd til, før borgeren igen er på benene.

-Hvis en borger er visiteret til hjemmeplejen, kan vi komme ud og hjælpe i tilfælde af fald – men hvis en borger ikke har hjemmepleje og falder, skal borgeren ringe 112, og er der ikke et behov for akut udrykning, vil vagtcentralen derefter bede den kommunale instans om hjælp. Den kommunale indsats kan derefter kontakte hjemmeplejen, en sygeplejerske eller et beredskabshold, der kan komme og hjælpe borgeren op. Problemet er, at dette kan tage tid, og imens ligger borgeren og venter på hjælpen, fortæller Frank Lynbech, driftschef hos Kære Pleje i pressemeddelelsen.

Dette skaber en enorm utryghed hos borgeren – for hvor lang tid kan man risikere at ligge på gulvet, før man endelig får hjælp til at komme op? Nogle borgere tager endda sagen i egen hånd og aftaler på forhånd med pårørende eller naboer, at disse skal hjælpe ved fald – en løsning, som kan føre til mere skade for borgeren og for den, der prøver at løfte.

Serviceaftale betales månedligt

Men det er nemt at gøre noget ved problemet – til gavn og tryghed for alle borgere. Derfor har Kære Pleje og tryghedsfirmaet Cekura lavet en ny serviceaftale, der på en nem og økonomisk overkommelig måde giver alle borgere i Kolding Kommune mulighed for at få hurtig hjælp, hvis de skulle falde – også til de borgere, der ikke er tilknyttet nogen form for hjemmepleje.

Servicen går ud på, at borgeren bliver udstyret med et nødkald, og hvis borgeren falder, kan han eller hun komme i direkte kontakt med Kære Pleje, som kan hjælpe borgeren op.

Hvis borgeren ønsker at gøre brug af denne service, betaler borgeren et oprettelsesbeløb og et depositum for GPS-nødkaldsudstyr. Herefter betales et månedligt abonnement på kr. 248 kroner.

Borgeren kan også tage sit nødkald med udendørs.

Servicen vil være tilgængelig for alle borgere i Kolding Kommune fra 1. juni. Der er planer om at udvide denne service til borgere i Trekantområdet samt nogle kommuner på Fyn.

Kære Pleje gav i 2014 Kolding Kommune og mange ældre borgere store problemer, da firmaet lige før en weekend drejede nøglen om og erklærede sig konkurs. Otte måneder senere blev et nyt selskab dannet og så var Kære Pleje tilbage i Kolding.

Tagget med:
Del denne artikel