Kolding Netavis

Tv-kokken Anne Hjernøe i Christiansfeld

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Danmark for Målene-karavanen har igen stop i Koldingområdet – denne gang den 15. juni i Christiansfeld, hvor TV-kok og kogebogsforfatter Anne Hjernøe giver inspiration til, hvordan vi alle kan ændre madvaner og på den måde være med til at støtte en mere bæredygtig fremtid.

De fleste har nok på et eller andet tidspunkt stødt på Anne Hjernøe – måske bedre kendt under navnet AnneMad – der i gennem de sidste 12 år har medvirket i over 100 tv-programmer. Hun har det meste af sit liv arbejdet med mad og udgivet et hav af kogebøger om blandt andet børnemad, syltning, kryddersnaps, tapas, mad mod kræft, salater og grøn mad.

Når Anne Hjernøe står på scenen i Christiansfeld vil hun blandt andet sætte fokus på at tænke lokalt, bruge sæsonens råvarer og give gode råd og tips, hvordan du smagsoptimerer sit måltid ved hjælp af de fem grundsmage. Det hele tilsættes en smule økologi, et strejf af hvordan du undgår madspild og en knivspids røverhistorier fra de seneste TV-produktioner i Mellemøsten. Det skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Arrangementet foregår lørdag den 15. juni på Prætoriustorv i Christiansfeld, fra kl. 11 til 15. Anne Hjernøe går på scenen kl. 14.

Mød Madmarkedet Bjert Gl. Brugs

Temaet for dagen er ’Fødevarer i balance’ og ud over Anne Hjernøe, kan du møde Madmarkedet i Bjert Gl. Brugs, der informerer om deres salg af lokale fødevarer direkte fra bonde og avler til forbrugeren. Hele dagen vil der også være mulighed for at få en snak med repræsentanter fra lokale foreninger og virksomheder, fx Scandic Hotels, og Re:Food, der begge fortæller om deres arbejde med at mindske madspild.

I de øvrige pavilloner på pladsen kan du tage på skattejagt, deltage i en konkurrence om at tegne den mest bæredygtige fremtid, tage en selfie med verdensmålene, slå din kammerat eller familie i smidighed i en specialudgave af spillet Twister, deltage i forskellige konkurrencer og vinde store præmier, tippe en 17´er med Danmark for Målene, og dermed deltage i konkurrencen om et gavekort til Aldi på 5000 kr. og meget mere.

Der er gratis, bæredygtig fairtradekaffe til alle på pladsen. Alle er velkomne til arrangementet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *