Kolding Netavis

SF er ikke varm luft – men rød-grønne stemmer, der arbejder

Karina Lorentzen (SF). Privatfoto.

Læserbrev af Karina Lorentzen (SF), gruppeformand, Sindalvej 4, 6000 Kolding.

Jeg blev noget forundret, da jeg for nylig læste Steen Iversens (K) debatindlæg 1. september i JV. Steen Iversen kalder nemlig SF’s valgløfte om gratis psykologhjælp til børn og unges adgang til psykologhjælp for varm luft, da der ikke er psykologer nok til at hjælpe.

Men her må jeg nok korrigere Steen Iversen. For vi tager bestemt de unges problemer meget alvorligt. Så alvorligt, at vi ikke negligerer dem som bare kærestesorger.

Jeg tror, at Steen Iversen og jeg kan finde fælles fodslag om at sikre den rette behandling til rette tid. Men der er mange ting, vi skal tage fat på, for jeg er enig i, at vi skal bruge flere penge på psykiatrien. Jeg mener dog, at K’s løfte om skattelettelser vil udhule vores sundhedsvæsenet endnu mere. Så hellere, at dem med de bredeste skuldre også løfter det tungeste læs og sikrer, at vi kan hjælpe de unge.

Ja, der mangler psykologer. I SF er vi klar til at udstede flere ydernumre. Hvad er K’s løfte til de unge? At de skal gå hjem og tage en snak med mor og far, som Søren Pape sagde, da han adresserede unges mistrivsel?

Der er i øvrigt ikke kun brug for mere behandling. Vi skal forandre på de strukturer, der presser børnene.

Vi skal lade børn være børn og sørge for, de bliver gode klassekammerater. Ikke klassekonkurrenter, som karakterpresset fordrer til. Vi skal lade dem være børn ved at give dem kortere skoledage, så deres fritid ikke skal begraves i pensum.

Tagget med:
Del denne artikel