Kolding Netavis

Så giv dog naturen en skærv

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Margit Vestbjerg. Privatfoto.

Læserbrev af Margit Vestbjerg, Immanuelsvej 14, 6000 Kolding.

Da jeg i 90-erne (forrige årtusind!) var byrådets forperson for natur og miljø, var det en sej kamp at få det samlede byråd med på en lille skærv til området. Set i et samlet kommunalt budget er natur og miljø nemlig at sammenligne med et knappenålshoved.

Sådan ser det heldigvis ikke ud for Koldings borgere, for vi elsker vores grønne og blå kommune. En frisk undersøgelse af, hvad der gør bosætning i Kolding attraktiv, understreger denne følelse: Det er naturen omkring Kolding, der trækker nye borgere til.

De mellemliggende år har skabt en stigende forståelse af, hvor vigtigt det er at pleje natur og miljø. Unge går forrest i klimakampen, for det er deres fremtid, det drejer sig om. Klima, natur og miljø er forbundne størrelser i den grønne dagsorden. Derfor er det slemt, at plante- og dyrearter forsvinder i det grønne og fisk og marsvin i det blå.

Med den nye forståelse for naturen in mente, tog jeg et kig på det kommunale budget for klima, natur og miljø her små 30 år senere. Sikken et chok. Kommunens areal er i mellemtiden blevet cirka dobbelt så stort, men budgetbeløbet er stort set det samme.

Sølle 9.4 mio. kr.! Cirka halvdelen går til vandløbsvæsen og en tredjedel til planlægning og tilsyn, herunder virksomheder og vandværker. 1.6 mio. kr. til naturforvaltning.

Det er ikke godt nok. Så giv dog naturen en ordentlig skærv. Det er en investering på kort og så sandelig på lang sigt. Til sammenligning kostede omlægningen af Borchs Gård godt 15 mio. kr.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel