Kolding Netavis

Læselysten skal i højsædet

Kolding Kommune har modtaget en kvart mio. kroner til et projekt, der skal understøtte elevernes læselyst og inddrage forældrene i læsningen. Projektet skal rettes mod elever i 4. – 8. klasse.

Formålet med ”puljen til understøttelse af læselyst i folkeskolen” er at få flere stærke læsere i folkeskolen og at reducere antallet af svage læsere ved at øge læselyst og sætte fokus på læsning gennem hele skoleforløbet. Gode læseevner er en forudsætning for tilegnelse af viden og færdigheder i alle fag, og der er en sammenhæng mellem lysten til at læse, og hvor god man er til det, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

I alt har 79 projekter søgt om støtte fra puljen under Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, og Kolding Kommune modtager derfor 250.000 kroner over en treårig periode.

– Vi har i forvejen en høj standard, og Koldings elever læser godt. Men vi kan se, at interessen for at læse en bog er for nedadgående i konkurrencen med Ipads og computere. Derfor glæder det os, at vi nu kan sætte ind med en ekstra indsats med penge fra puljen, siger formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, Kristina Jørgensen (DF), i pressemeddelelsen.

Fem skoler deltager

Fra Kolding Kommune deltager fem skoler: Vamdrup Skole, Munkevænget Skole, Bramdrup Skole, Lyshøj Skole og Sjølund-Hejls Skole.

En del af Koldings projekt går også ud på at få inddraget forældrene i børnenes læsning og måle på effekten af forældrenes inddragelse i forhold til at opnå øget læselyst. Derfor skydes projektet i gang med en læsefestival med fokus på læsning og inspiration, og på hvordan forældrene kan støtte op om deres børns fritidslæsning. Derefter oprettes der læsepatruljer og læseklubber på skolerne.

– Erfaringerne fra projektet vil ved projektets afslutning blive samlet i en rapport, så de gode erfaringer og effekter kan bredes ud til resten af Koldings skoler. Så vi håber selvfølgelig at få erfaringer om, hvordan læselysten blandt eleverne øges, siger Kristina Jørgensen.

Projektet løber i skoleåret 2020-2021.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *