Kolding bliver i maj 2022 den 9. værtsby for Danmarks største sportsbegivenhed for mennesker med udviklingshandicap.
Med værtskabet for Special Olympics Idrætsfestival vil kommunen sammen med Parasport Danmark skabe grobund for, at målgruppen i højere grad bliver integreret i det lokale foreningsliv.
Fodboldholdet for spillere med udviklingshandicap i Seest Boldklub var de første til at modtage nyheden om, at Special Olympics Idrætsfestival skal afvikles i Kolding i weekenden 20.-22. maj 2022. Borgmester Jørn Pedersen og næstformand for Fritids- og Idrætsudvalget i Kolding Kommune Yrsa Mastrup var sammen med idrætskonsulent Anette Svejstrup fra Parasport Danmark en tur på grønsværen for at overvære holdets ugentlige træning og offentliggøre det kommende værtskab. Det oplyser Parasport Danmark i en pressemeddelelse.
Seest-spillere spærrede øjnene op
Udsigten til at blive hjemmebane for de 1.500 spillere, trænere og frivillige, der hvert andet år deltager i Parasport Danmarks idrætsbegivenhed for mennesker med udviklingshandicap, fik Seest-spillerne til at spærre øjnene op.
– Det kommer som en stor overraskelse for os alle sammen. Det er virkelig noget, vi glæder os utroligt meget til. Nu må vi bare sørge for at blive så gode, at vi kan vinde guldet, siger Kenneth Thygesen, der i lighed med sine medspillere i Seest Boldklub fik overrakt en lille gave i form af en T-shirt med budskabet om Koldings kommende Special Olympics-værtskab.
Flere idrætstilbud i Kolding
Mens fodbold allerede er en populær Special Olympics-idræt i Trekantområdet – Seest Boldklub er blevet landskendt for under mottoet “Fodbold med plads til forskelle” at integrere spillere med udviklingshandicap i klubben – er udviklingspotentialet fortsat stort, når det handler om at skabe idrætstilbud for målgruppen i regionen. Det er en væsentlig årsag til, at Parasport Danmark har valgt Kolding som værtsby for idrætsfestivalen i 2022.
– Det er et forholdsvis uopdyrket område, og vi skal sammen med Kolding sørge for, at der kommer flere idrætstilbud for mennesker med udviklingshandicap i kommunen. Det går vi i gang med nu. Vi har mødt nogle dedikerede folk her, der rigtig gerne vil være værter for festivalen og sætte fokus på Special Olympics-idrætten. Samtidig er her nogle fantastiske faciliteter, så det kan kun blive rigtig godt, siger idrætskonsulent Anette Svejstrup, der er ansvarlig for Special Olympics Idrætsfestival i Parasport Danmark.
Kolding-borgmester Jørn Pedersen glæder sig over værtskabet og ser frem til at tage arbejdshandskerne på.
– Det er rigtig fedt at kunne bruge vores idrætsfaciliteter til at sætte fokus på, at vi er en by, der vil være der for alle og selvfølgelig også for mennesker med særlige behov. Det er min forventning, at vi får endnu flere af vores egne borgere med særlige behov til at dyrke idræt i de lokale foreninger. Nu har jeg stillet det løfte, at Kolding skal være repræsenteret i samtlige idrætter på festivalen, så der er virkelig noget at jagte de næste to år, lyder det fra Jørn Pedersen.
Forberedelserne til Special Olympics Idrætsfestival 2022 begynder for alvor til efteråret, hvor Parasport Danmark, Kolding Kommune samt repræsentanter fra foreningslivet i Kolding og omegn går sammen i en styregruppe.