Tv-julekalendere 2020: Få her overblikket over, hvilke tv-julekalendere du kan følge med i.
Snart skriver vi 1. december og så er det tid til, at følge en eller flere tv-julekalendere.
Men hvilke julekalendere sendes der i år på DR og TV2? Det giver vi dig her overblikket over…
Tv-julekalendere 2020
Foto: TV 2.
Juleønsket
Juleønsket genudsendes i år som familiejulekalenderen på TV 2. Det er historien om 12-årige Julie, hvis ønske om at holde jul med sin familie, skal opfyldes af den unge engleaspirant Rafi. I løbet af december hvirvles Julie, hendes ven Willy og Rafi ind i et stort eventyr om mennesker og engle, kampen mellem det gode og det onde, familie og venskaber samt om hemmeligheder og jul.I rollerne som Julie, Rafi og Willy ses Olivia Hillingsø, Jonathan Lindinger og Helmer Solberg, og i voksenrollerne ses blandt andre Esben Dalgaard, Signe Skov, Lærke Winther, Troels Malling, Neel Rønholt, Allan Hyde, Johan Olsen, Sonja Oppenhagen, Morten Suurballe, Donald Andersen og Marijana Jankovic.
Der er snigpremiere på ‘Juleønsket’, som utålmodige sjæle kan se det næste afsnit aftenen før, og børnefamilierne kan se julekalenderen sammen, når det passer dem på dagen – og inden de små skal i seng.
Juleønsket blev vist første gang på TV 2 i 2015, hvor den blev en stor succes både på TV 2 med over en million seere pr. afsnit og på TV 2 PLAY, ligesom anmelderne var meget begejstrede.
Foto: Steen Linde/TV 2.
The Julekalender
Julen er jo som bekendt traditionernes tid, så igen i år der mulighed for at se ‘The Julekalender’. Skulle man have glemt udtryk som bob-bob og det bår’ dæjli, eller hvordan The Støvledance lyder, så er De Nattergales julekalender klar til december. Viggo Sommer, Carsten Knudsen og Uffe Rørbæk spiller både Oluf og Gertrud Sand og Benny samt de tre nisser Fritz, Hansi og Günther.
The Julekalender kan ses både på TV 2 Charlie og TV 2 Play.
Foto: Kristian Brasen / TV 2.
Grethes jul
I den nye serie på fire afsnit, “Grethes jul”, er Grethe er tilbage på TV 2 og TV 2 PLAY i en eventyrlig julefortælling om næstekærlighed, tilgivelse og empati.
Da vi mødte Grethe (Peter Frödin) første gang var i 2016, hvor hun flyttede ind hos familien Bynke. Her hjalp hun familien igennem en kaotisk hverdag med sine helt egne værdier.
Nu er Grethe ansat i et stormagasin, hvor hun har en stand med sine bøger ‘Pletter – alt kan fjernes’. Her demonstrerer hun, hvordan man kan slippe af med alle slags pletter – også dem i sindet. Serien er baseret på en idé af Jarl Friis-Mikkelsen, der også har instrueret. Udover Peter Frödin medvirker også Ulf Pilgaard, Sebastian Jessen, Lotte Andersen, Sofie Torp, Alexander Wewer-Schøler og Özlem Saglanmak.
“Grethes jul” kan ses på TV 2 PLAY fra søndag 29. november og på TV 2 fra mandag 7. december.
Trænger du til at få genopfrisket sin viden om Grethe, kan første sæson allerede ses på TV 2 PLAY.
Pyrus. Foto: Søren Hartvig / TV 2.
Jul for de mindste
På TV 2 PLAY er Pyrus på spil, nemlig i den første af fire Pyrus-julekalendere, “Alletiders jul”. Pyrus (Jan Linnebjerg) havner i Rigsarkivet og laver rav i danmarkshistorien, da han med en trylleformular kommer til at slette julen i danmarkshistorien. Guttenborg, der i øvrigt senere blev til Gyldengrød, spilles af Paul Hüttel. Julekalenderen vises også i eftermiddagsfladen på TV 2.
Og for de mindste er der dejlig slow-jul på TV 2 PLAY med “Jul i historiehulen”, som er en del af det nye samarbejde med TV 2 og Nordisk Films børneunivers Oiii. Her læser Stephania Potalivo op af den populære julebog ’Villads fra Valby holder jul’. Og der er mere godt for de mindste, når julekalenderen ’Rasmus Klumps julestue’ også vises.
Foto: Lasse Olesen / Pineapple / TV 2.
En seriøs juleskål for de voksne
December er også synonymt med lækker julemad og gode drikke. En guide til de bedste øl kan ses på TV 2 PLAY i december, hvor en ny sæson af ‘Natholdets julekalender’ ligger klar. Det er seriøs ølsmagning for voksne, og det er igen øl-ekspert Carsten Berthelsen, der nyder væskerne sammen med Anders Breinholt og Søren Rasted.
Ølkalenderen vises også på TV 2 ZULU.
DR sender i år den nye julekalender “Julefeber”. Foto: Christian Geisnæs/DR.
DR sender ny julekalender i år
Hvert andet år sender DR en nyproduceret julekalender og således kan seerne glæde sig til den nye julekalender “Julefeber”, som sendes på DR1.
Bjørn er 13 år og føler sig pænt forkert. Det er hårdt, når ens allerstørste ønske er at være som alle andre. Men Bjørns krop driller. Er det pubertet, eller er der i virkeligheden helt andre kræfter på spil? Med Det Kongelige Teater som magisk kulisse tager DR’s nyproducerede julekalender “Julefeber” seeren med på en rejse, hvor der vendes op og ned på en teenagers fornemmelse af, hvad der er ualmindeligt, og hvad der bare er normalt.
Jul på Ramasjang
DR Ramasjang viser i år Ramajetternes Jul, Onkel Rejes Julefis, Nissebanden og Sebastians Jul.
Foto: Martin Top Jakobsen © SAMproduction
Jul med Trines mor
Jul med Trines mor er baseret på Trines mors telefonsamtaler med Trine, som de fleste nok kender fra ‘Rytteriet’ på DR2 eller fra P1. I serien tegner alt sig i udgangspunktet lyst for Trines mor – det bliver alle tiders juleaften. Og så alligevel… for Trine er blevet fyret, har ikke været sig selv på det sidste og tager nu ikke sin telefon. Nogen må gøre noget! Ifølge Lisbeth Wulff kan man glæde sig til en videreudvikling af det univers, som vi kender, hvor telefonledningen, som en anden navlestreng, sikrer en lidt for tæt kontakt mellem mor og datter.
– Det er grundlæggende en komedie om, hvad der sker, når en person pludselig trækker sig fra familien og alle de store følelser, som det skaber. Og så også lidt en historie om at sortere skrald. Det hele pakket ind i et grotesk, sjovt, dramatisk og til tider også sørgeligt univers, der viser hvad der sker, når ’mor’ pludselig skal rejse sig fra sofaen og se sin datter i øjnene.
Medvirkende er: Bodil Jørgensen, Lisbeth Wulff, Jarl Forsman, Ellen Hillingsø, Roberta Hilarius Reichardt, Kit Eichler og Finn Nielsen.
Serien er tilgængelig hver søndag i advent klokken 8.00 på DRTV – første gang søndag den 29. november. De fire afsnit bliver ligeledes vist på DR2. De to første afsnit klokken 21.00. Det tredje klokken 21.10 og det sidste den 20. december klokken 21.40.
Kilder til tv-julekalendere 2020: DR/TV 2.
Du kan også læse om sidste års julekalender på TV2 – Tinka og Kongespillet… tryk her!