Kolding Netavis

Bæredygtigt samarbejde var på menuen

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Skole

Både Vamdrup Skole og HANSENBERG kan se tilbage på et forrygende forløb, som fredag kulminerede med præsentationen af lækker – og bæredygtig – street food.

Tre 6. klasser på Vamdrup Skole har netop haft emneuge om FN’s 17 verdensmål, og i den forbindelse har skolen ugen igennem haft besøg af gæstelærere fra HANSENBERG. Og et par af dagene har elever fra Grundforløb 1 – Mad, oplevelser og mennesker også deltaget som “bæredygtighedseksperter”, skriver HANSENBERG i en pressemeddelelse.

For på HANSENBERG er bæredygtighed et strategisk fokuspunkt, som både elever og medarbejdere arbejder meget med i hverdagen.

Folkeskoleeleverne har blandt andet sammensat bæredygtige menuer sammen med faglærer Linda Toft fra HANSENBERG samt bygget madbod, møbler og andre ting af genbrugstræ sammen med faglærer Lars Jørgensen.

Og i fredags var det så tid til at servere bæredygtig street food til både elevernes forældre og til flere klasser på Vamdrup Skole. Råvarerne til hele ugens arbejde i køkkenet er overskudsmad fra en række butikker i området.

– Jeg er meget imponeret af, hvor engagerede eleverne fra Vamdrup Skole er. Ud fra det overskudsmad, vi fik, skulle de selv finde ud af, hvad de kunne lave. Vi har for eksempel arbejdet med kikærter i stedet for kød, og de har bare været så gode til at samarbejde og tage initiativ. De har været kreative, og det har været en fornøjelse at være her, siger Linda Toft ved slutningen af emneugen.

Brug sund fornuft

Hun fortæller, at omdrejningspunktet har været ansvarligt forbrug:

– Man kan godt lave lækker mad, selv om bedst før-datoen er overskredet. Brug din sunde fornuft, duft til det og smag på det.

Eleverne fra Grundforløb 1 – Mad, oplevelser og mennesker har under emneugen også haft tværfaglige opgaver. De har eksempelvis skrevet læserbreve om bæredygtig mad – vel at mærke målrettet elever i 6. klasse – og de har givet feedback på den bæredygtige street food.

– Vores elever på Grundforløb 1 har selv lige haft en bæredygtighedsdag på skolen, så de er godt rustet til at tage ud og fortælle om bæredygtighed – og til selv at anvende principperne i deres hverdag. Her får de så en ekspertrolle, og det er der masser af læring i, for de skal selv formulere noget om alt det nye, de har lært, forklarer Linda Toft.

Byggeri og bæredygtige snakke

For Sara Jensen (6.c) og Julie Balling (6.a) fra Vamdrup Skole har ugen været en øjenåbner:

– Det har været en anderledes og sjov uge. Det er vildt at se al den mad, som butikkerne må smide ud. Den mad har vi arbejdet med, og vi har talt meget om, hvad vi spiser til aften derhjemme. Det har også været spændende at møde lærere og elever fra HANSENBERG, og jeg har for eksempel fundet ud af, at man kan uddanne sig til kok på skolen, fortæller Julie Balling, som i ugens løb har arbejdet i køkkenet.

Imens har Sara Jensen været med til at bygge en madbod:

– Jeg har lært mere om at bygge, og vi har brugt genbrugstræ. Vi havde travlt lige fra start, og vi har fået meget at vide om genbrug.

Stor succes

Faglærer på HANSENBERG Lars Jørgensen har hjulpet til med byggeriet – og er sammen med overlærer ved Vamdrup Skole Birgitte Hansen idémager til projektet:

– Vi har vist nogle håndværksfag frem på elevernes niveau – og det er vigtigt, hvis interessen for fagene også fremadrettet skal bibeholdes blandt eleverne. De har fået lov til at bidrage med det, de kan og vil. Og de har fået oplevelsen af, at ‘wow – det kunne vi godt klare’. Det er første gang, at vi er ude på en skole på den her måde, og det har været en stor succes, siger Lars Jørgensen.

Birgitte Hansen kalder emneugen og samarbejdet “helt forrygende”:

– Det er nogle meget kompetente faglærere, der har været med fra HANSENBERG. Blandt vores elever er der mange, som kan blive nogle rigtig dygtige håndværkere. De tænker nyt og innovativt, og de får lov til at folde sig ud i det her projekt.

Noget af bæredygtighedsundervisningen i Vamdrup er foregået i HANSENBERGs mobile klasseværelse, som har været parkeret i skolegården.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *