Kolding Netavis

Afrikanske akrobater kommer til Sjølund og Kolding

Nafsi Africa er navnet på en ny cirkus-gruppe fra Kenya i Afrika. Pressefoto.

En ny cirkus-gruppe fra Kenya i Afrika giver forestillinger i både Sjølund og Kolding.

Nafsi Africa er navnet på en ny cirkus-gruppe fra Kenya i Afrika. De giver forestillinger om klimaforandringer – set fra Kenya.

Forestillingen hedder ’My Planet’ og bliver vist i Rampen i Posthuset i Kolding ved et fyraftensarrangement fredag den 30. september klokken 17. Den er for alle aldersgrupper og er en kombination af dramatisk akrobatik, sang, percussion, dans og drama.

Aktiviteter i Sjølund

Turneen organiseres af den danske organisation Spor Media, der i Kolding Kommune samarbejder med Kultur for børn i Sjølund-Hejls. Akrobaterne vil i løbet af ugen arbejde med børn og unge i den lokale folkeskole og på efterskolen samt deltage i forskellige lokale arrangementer.

I Sjølund planlægger Kultur for børn en offentlig forestilling i Sjølund Multiarena onsdag den 28. september klokken 12.30. Efter forestillingen er Kultur for Børn vært ved etniske smagsprøver fra Multifood.dk.

Klimaforandringer berører alle

Klimaforandringer berører alle på jorden, men nogle mere end andre. Nafsi Africa holder til i Kenyas hovedstad Nairobi, hvor tørke og stigende fødevarepriser gør livet stadig vanskeligere for helt almindelige familier, og hvor mange børn hver dag må gå sultne i seng.

Træner med børn i slummen

De seks turnerende artister fra Kenya arbejder normalt som trænere i Nairobis slumområder, hvor de selv bor. Her står de sammen med andre akrobater, dansere og musikere for artistisk fritidsundervisning for hundredvis af børn og unge fra fattige familier.

For børnene er Nafsi et spændende afbræk i en hård hverdag, og samværet med gode voksne rollemodeller samt den artistiske og fysiske træning gør dem bedre i stand til at klare de mange udfordringer i slummen.

Tagget med: ,
Del denne artikel