Kolding Netavis

Hjælp på vej til børn med ADHD i Kolding, som ikke trives i skolen

ADHD-foreningen har modtaget 389.475 kroner til, at hjælpe børn med ADHD til en bedre skolegang – blandt andet i Kolding.

Børn med ADHD mistrives ofte i skolen, og deres manglende deltagelse i fællesskabet har stor betydning for deres fremtid – både socialt og uddannelsesmæssigt.

Med en donation fra TrygFonden på 389.475 kroner kan ADHD–foreningen etablere børnegrupper på 10 skoler, som skal hjælpe børnene med at danne venskaber og give bedre selvværd.

En undersøgelse fra SFI peger på, at børn med ADHD har 50 gange lavere odds end almindelige børn for at have en god ven. Det billede kan de genkende i ADHD-foreningen, som modtager mange henvendelser fra forældre, der er fortvivlede over deres børns mistrivsel i skolen.

-Vi oplever i stigende grad, at forældre til børn med ADHD har svært ved at finde ud af, hvordan de bedst kan hjælpe deres barn, som de mærker ikke trives i skolen. En god skolegang og et godt fritidsliv med venner er afgørende for, at børn trives og bliver rustet til voksenlivet. Men børn med ADHD føler sig ofte forkert, ensomme og anderledes, og derfor isolerer de sig og kommer uden for det sociale fællesskab med klassekammeraterne. Børnene har brug for at få styrket troen på dem selv og hjælp til at indgå i sociale relationer, og det er det, som vi vil have fokus på i børnegrupperne, siger Dorte Vistesen, formand for ADHD-foreningen, i en pressemeddelelse.

Opretter børnegrupper blandt andet i Kolding

Der bliver oprettet børnegrupper for ca. 60-80 børn fordelt på 10 skoler i Region Syddanmark, hvor der uddannes gruppeledere på hver skole. I grupperne skal børnene arbejde med temaer som fx ADHD, styrker og vanskeligheder, konflikthåndtering og venskaber. Det er skoler i Kolding, Grindsted, Ansager, Gram, Tistrup, Gesten, Esbjerg, Nordborg og Nørre Aaby.

Donationen blev overrakt til ADHD-foreningens Frivilligdag i Middelfart af Poul Andersen, som er repræsentant i TrygFondens regionale råd i Syddanmark.

Tagget med:
Del denne artikel