Kolding Netavis

Årets første udstilling i Det gamle Borgerhus

Pressefoto.

Kolding Kunstforenings første udstilling i år i Det gamle Borgerhus hedder ”Collection”. Det er en kombination af Lars Pryds egne værker og værker fra Lars Pryds private samling.

De ca. 100 tryk, tegninger og collager er opdelt i syv temaer : Mennesker i rum, Landskab, Portræt, Model, Abstraktion, Tegn samt Ting & fund. Det svarer til, at hvert rum i Det gamle Borgerhus i Kolding har et tema, og i samspil med temaerne vises Lars Pryds egne værker.

-Collection er en hyldest til de kunstnere, der kom før mig: idoler, læremestre, kolleger, studiekammerat og andre, der har givet mig inspiration, indsigt og grafisk forståelse. Og stadig gør det, nogle direkte, andre på den næsten umærkelige måde, hvor man registrerer og gemmer indtryk, uanset om man vil kendes ved dem eller ej. Disse indtryk bliver, som en dansk maler udtrykte det for nylig, til en slags kunstnerisk livsbagage, man altid bærer med sig, fortæller Lars Pryds i en pressemeddelelse.

Hvem er det så, der repræsenterer en kunstnerisk livsbagage, det er eksempelvis Søren Hjorth Nielsen, Per Baagøe, Grete Balle og Preben Wölck samt yngre navne som Mie Mørkeberg, Knud Odde og Kaj Nyborg. Desuden vises værker skabt af kolleger og studiekammerater gennem tiden og en lille håndfuld Kolding-kunstnere, deriblandt Erling Jørgensen, som tidligt inspirerede Lars Pryds.

Lars Pryds er født 1962 i Kolding og har fået en uddannelse som tegner/grafiker fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding (1983-87). Han har derudover en master i Design fra Kunstakademiets Designskole i København (2011-2013). Han debuterede på censurerede udstillinger i 1986.

Han har udstillet på museer og gallerier i Danmark, Skandinavien, Europa og USA. Han er medejer af et forlag, kunstanmelder og siden 2019 Art Director i HK Kommunal, København. Han er medlem af BKF, DJ og Danske grafikere.

Udstillingen kan ses i Det gamle Borgerhus, Helligkorsgade 18 fra 22. april-14. maj. Åbningstider er tirsdag-fredag 13-17, lørdag-søndag 11-15. Der er fernisering den 21. april klokken 16-18. Der er fri entré.

Del denne artikel