Vamdrup-landmand har mistet en kronkalv. Landmanden er ikke i tvivl om, at det har været en ulv på færde.
Landmand Ole Olsen på Horskærvej nordvest for Vamdrup vågnede søndag morgen op til et skrækkeligt syn – en kronkalv var dræbt i sin fold, skriver TV Syd.
Ole Olsens hustru hørte i følge TV Syd natten til søndag uro fra indhegningen, hvor parret holder kronhjorte. Og søndag morgen blev resterne af kronkalven fundet i folden. Der var blot skind og ben tilbage.
Moderen til kronkalven haltede efter at være blevet bidt i benet – og blev derfor aflivet.
Anden gang en kronkalv bliver dræbt
Ole Olsen har tidligere haft besøg af en ulv. I august sidste år blev en kronkalv således dræbt. Og det blev dengang bekræftet, at en ulv havde dræbt kronkalven.
Landmanden er da heller ikke i tvivl om, at det denne gang er en ulv, der står bag drabet af en kronkalv:
– Jeg er 200 procent sikker på, at det er en ulv, fortæller Ole Olsen til TV Syd.