Kolding Netavis

50-årig kvinde anklaget for drabsforsøg på fem familiemedlemmer

Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

Sagen fra Rebæk starter i retten mandag den 29. august.

Anklageskriftet mod en 50-årig kvinde fra Rebæk er klar. Hun er sigtet for drabsforsøg på fem familiemedlemmer – herunder sine forældre, skriver jv.dk.

Det foregik den 14. august sidste år på to adresser i Rebæk.

Ved hjælp af en nøgle låste kvinden sig selv ind om morgenen den 14. august med det formål, at dræbe to personer. Det fremgår af anklageskriftet, som avisen er i besiddelse af.

Begge personer var i livsfare, men overlevede.

Kvinden gik herefter til sit eget hjem i nærheden og stak her en anden person med en kniv. Denne person var også i livsfare. Det mislykkedes kvinden, at stikke en anden person med en kniv og anklageren mener også, at kvinden ville stikke yderligere en person med en kniv.

Kvinden har siden knivstikkeriet været varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling. Hvis kvinden bliver dømt, vil anklageren desuden gå efter en tidsubestemt dom på en psykiatrisk afdeling.

Retssagen starter mandag den 29. august ved retten i Kolding og ventes afsluttet den efterfølgende dag.

Tagget med: , ,
Del denne artikel