Kolding Netavis

X Factor får ny dommertrio

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen TV

Når X Factor 2021 rammer skærmen i januar, bliver det med en ny dommertrio ved bordet.

Det bliver Thomas Blachman og Oh Land, der skal være dommere i 2021-udgaven af X Factor. De får selskab af en ny dommer. Det er den danske DJ og producer Martin Jensen, der blandt andet står bag verdenshittet ‘Solo Dance’ med over 800.000.000 streams, oplyser TV2 i en pressemeddelelse.

Martin Jensen har arbejdet med store internationale stjerner som Ed Sheeran, Katy Perry, James Arthur og Jason Derulo. Selv har han over 2,5 milliarder streams på verdensplan med internationale hits som ‘Solo Dance’, ‘Nobody’, ‘All I Wanna Do’ og ‘Don’t Cry for Me’. Han ligger pt. nr. 45 på DJ Mag Top100, og han har optrådt på nogle af de største festivaler i verden. Under coronaen skød han sit store ‘Me, Myself, Online’-koncept i gang, hvor omkring 1.000.000 mennesker hver gang tunede ind til koncert, der blandt andet foregik fra Parken i København.

Fra januar 2021 træder han ind på den danske tv-scene og bliver en af de tre dommere i TV2s store fredagsunderholdningsprogram X Factor – et job, som den 28-årige DJ og producer Martin Jensen ser rigtigt meget frem til:

– Jeg glæder mig supermeget til at skulle i gang med det hele. Jeg glæder mig til at sidde til auditions og få kuldegysninger, når der kommer nogen ind, som virkelig rammer en i hjertet, til at finde den karisma, som fejer en væk og vælter alt i ens verden og til at finde det talent, jeg ved, vi har i Danmark. Et talent, som kan gå hele vejen. Jeg glæder mig til at udvikle de forskellige sangere og til at komme ind i den ‘X Factor’-verden, jeg i så lang tid har fulgt, siger Martin Jensen.

Og netop fordi Martin har fulgt programmet ‘så længe han kan huske’, føler han sig klar til at være med:

– Jeg tror, jeg kan komme med et friskt pust til programmet. Der har været et flertal af sangere og sangskrivere med som dommere, mens jeg kommer med en baggrund som producer og DJ og med erfaring inden for marketing, brandudvikling og meget mere. Der er så meget mere til en artist end udelukkende at synge, og det er den ekstra viden, jeg kan byde ind med, og som jeg føler vil give dem det ekstra skub, de har brug for, siger Martin Jensen.

Se billederne nedenunder…

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *