Kolding Netavis

Women’s Week 2025: Fra rødstrømper til swingerklubber

Elo Christoffersen
Freja Kirk. Foto: Bjarke Johansen.

En uge med power, perspektiver og provokation.

For tredje år i træk sætter Women’s Week i Kolding i uge 10 fokus på kvinder, kvindepolitik og samfundsaktuelle emner.

Med udgangspunkt i Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts præsenterer festivalen et mangfoldigt ugeprogram med hele 29 aktører, der bidrager med aktiviteter i alle former – fra et udsolgt padel-event med Rikke Vejen til Kvindernes Internationale Bededag i Christiansfeld og en live-podcast om åbne parforhold i Swingerklubben Tucan.

I år åbner festivalen med et officielt arrangement på UC SYD mandag den 3. marts klokken 18.30, hvor formand for Kultur, Ole Martensen (V), holder åbningstalen. Efterfølgende inviterer Campus Kolding på bobler og samtale med Sofie Riise Nors under titlen “Make it Cool to Care”. Samtalen vil foregå på engelsk og tager publikum med på en rejse fra den seksuelle revolution til rapperen Tessa – og fra rødstrømperne til den fjerde bølge af feminisme.

En stærk fortælling om Kolding

Lise Jelsbak fra Kolding Venue fremhæver festivalens unikke samarbejde:

-Det er fantastisk at opleve, hvordan så mange forskellige aktører går sammen og skaber en stærk fortælling om Kolding Kommune, siger hun i en pressemeddelelse.

Women’s Week er et initiativ, der er skabt i fællesskab af lokale kræfter, hvor private aktører, kulturinstitutioner, foreninger og erhvervsliv forener kræfterne for at bringe liv og farver til Kolding i hele uge 10. Programmet spænder bredt med blandt andet foredrag, workshops, samtaler, koncerter og bingo, så der er noget for enhver smag.

Festivalen drives af en komité, der står for udvikling og kommunikation. Med et program, der fejrer, provokerer og skaber nytænkning, fungerer Women’s Week som en platform for debat og refleksion.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel