Kom og få en smykkeoplevelse, når Museum Kolding åbner udstillingen ”Vores Smykker” i Søstrehuset, Christiansfeld fredag den 10. juni. Smykkerne er fra Statens Kunstfonds smykkesamling og indeholder enestående og eksperimenterende dansk smykkekunst.
Fredag den 10. juni klokken 15 slår Museum Kolding dørene op til åbningen af udstillingen Vores Smykker. Der vil være tale af Anne Damgaard, udvalgsleder for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Kunsthåndværk og Design og Merete Due Paarup, byrådsmedlem i Kolding Kommune og med i bestyrelsen i Museum Kolding– og aktiv smykkelåner.
Låneordningen
Noget af det unikke ved kunstværkerne i denne udstilling er, at de kan lånes af Danmarks befolkning, hvis man har en aktiv rolle i en offentlig sammenhæng, for eksempel, hvis man skal holde et foredrag. Derfor hedder både udstillingen og samlingen Vores Smykker.
Anne Damgaard, udvalgsleder for Legatudvalget for Kunsthåndværk og design siger:
-En af de oprindelige tanker med Kunstfonden var at give den danske befolkning adgang til at opleve kunsten. Der indkøbes både design, billedkunst og kunsthåndværk, og alt det indkøbte udlånes til institutioner med offentlig adgang – det kan være hospitaler eller skoler. Men smykker skal ses og opleves på kroppen. Derfor har vi en særlig smykkeudlånsordning, hvor borgere kan låne smykker, hvis de spiller en aktiv rolle i offentlige sammenhænge. Lånerne får kunsten helt tæt på – og fungerer samtidig som en slags ambassadører for dansk smykkekunst ved at åbne for samtaler om det smykke, de har valgt at bære.
I udstillingen er udlånene og oplevelserne med smykkelånene i fokus. Især er det interessant at se, hvordan montren med de mest udlånte smykker afslører tendenser og adskiller sig fra de andre temaer, der er med til at vise den store mangfoldighed i den danske smykkekunst.
Smykkernes mangfoldighed
Udstillingen Vores Smykker går bag om smykkerne som kunstværker og undersøger, hvad smykker er, og grænserne mellem kunst og funktion. Temaer som status, køn, betydning og, hvordan smykkerne bæres på kroppen bliver taget op i udstillingen.
Gennem udstillingen får man indblik i udviklingen og mangfoldigheden inden for dansk smykkekunst og, hvordan der eksperimenteres med materialer, formsprog og betydninger. Smykkerne består af vidt forskellige materialer. Ud over guld, sølv og diamanter støder man på skildpaddeskelet, mammutstødtand, viskestykke, cardiganrester og billardkugle.
Christiansfeld som rammen om det gode håndværk
Verdensarvsbyen Christiansfeld er valgt som udstillingssted, da byen og Brødremenigheden er kendt for deres gode kvalitetshåndværk med flair for æstetiske udtryk.
-Smykkerne i udstillingen repræsenterer noget af de bedste inden for dansk smykkekunst, hvor både det gode håndværk, kvalitet og æstetik rammer direkte ind i Brødremenighedens parole, fortæller kulturarvschef og UNESCO site manager ved Museum Kolding, Steen Rosenvinge Lundbye.