Kolding Netavis

Vonsild Skole og Specialcenter udvides: Visionært byggeri

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Vonsild

I det nye byggeri er indtænkt nye kreative miljøer som et makerspace til it-udvikling, et innovationsværksted og et nyt pædagogisk læringscenter.

Vonsild Skole skal udvides og ombygges, så det kan rumme tre spor fra 0.-9. klasse mod to spor i dag. Samtidig skal Specialcenter Vonsild udvides, så det kan rumme klasserne fra Specialcenter Brændkjær, som i dag holder til i en utidssvarende bygning på Brændkjærskolen.

Kolding Kommune udskrev derfor tilbage i februar 2018 en totalentreprisekonkurrence, hvor fem totalentreprenører blev udvalgt til at deltage efter en prækvalifikationsrunde. Et bedømmelsesudvalg med formand for Børne- og Uddannelsesudvalget Kristina Jørgensen i spidsen, har netop udpeget Anton Knudsen Egtved A/S som totalentreprenør, sammen med RUBOW arkitekter A/S og OBH Rådgivende Ingeniører A/S.

Det skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse:

– Vi har fået en række gode og kompetente forslag at vælge i mellem, men det er ingen hemmelighed, at vinderteamets forslag har været markant det bedste på alle parametre. Jeg er ikke i tvivl om, at vi får en rigtig god løsning, hvor vi får etableret en ny hovedbygning som et samlende hjerte med fællesfaciliteter, hovedindgang og faglokaler for både skolen og specialcenteret og som ikke mindst tager hånd om de særlige behov som specialcenterets elever har, siger Kristina Jørgensen om vinderforslaget.

Nye standarder for fremtidens skole

Skoleleder Peter Nordby, der ligeledes har siddet i bedømmelsesudvalget, glæder sig også over den valgte løsning.

– Jeg synes, det nye byggeri i høj grad sætter en ny standard for skolebyggeri. En standard der er visionær og peger fremad mod fremtidens skole. En skole, der får mulighederne for i den grad at leve op til skolereformens intentioner, udtaler Peter Nordby.

Med ombygningen og udvidelsen får børn og lærere på Vonsild Skole og Specialcenter lidt over 6.000 m2 ekstra at boltre sig på.

Når kontrakten med totalentreprenøren er underskrevet begynder projekteringen, som fortsætter til foråret 2019. I den periode vil projektet blive tilpasset og detaljeret i et samarbejde mellem totalentrepriseteamet, skolen og Kolding Kommune. Herefter starter selve byggeriet og forventningen er, at skolen står klar til brug i sommeren 2020.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *