En dement mandlig plejehjemsbeboer udøvede lørdag vold mod en kvindelig beboer. Kvinden er søndag død.
Sydøstjyllands Politi modtog lørdag ved 11.30-tiden en anmeldelse fra plejehjemmet Kongebrocentret i Christiansfeld om, at en 74-årig mandlig dement beboer havde udøvet vold mod en 99-årig kvinde, der også boede på Kongebrocentret. Kvinden havde pådraget sig nogle skader og var blevet bragt til skadestuen. I forbindelse med den efterfølgende operation på sygehuset, er hun afgået ved døden.
I dag, søndag, ved 8.40-tiden modtog Sydøstjyllands Politi orientering om, at kvinden var afgået ved døden.
I forbindelse med den tragiske hændelse, er der indledt de relevante undersøgelser på gerningsstedet, afhøringer og indhentelse af lægefaglige informationer. Det vil gå nogen tid før alle elementer i hændelsen er klarlagt.
De pårørende er underrettet og Sydøstjyllands Politi er i dialog med Kolding Kommune.
Kolding Kommune tager hånd om de øvrige beboere, medarbejderne, den demente og pårørende til de to implicerede.