Kolding Netavis

Visioner vores kommune skal kendes på

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Læserbreve

Læserbrev af Villy Søvndal (SF), medlem af regionsrådet i Region Syddanmark og borgmesterkandidat i Kolding, Gl. Bjert 39c, 6091 Sdr Bjert.

Da jeg kom til Kolding i 1976 for at studere, blev Kolding hurtigt den by jeg lærte at kende som ”min by” med en fantastisk beliggenhed og natur og en by, der emmede af historie og kultur, som vi som indbyggere var stolte af. Her har jeg så boet siden, dvs. i 45 år.

Jeg blev valgt til byrådet i Kolding i november 1981 som 29-årig. De næste godt 12 år var jeg med til at præge byens udvikling i et godt og tillidsfuldt samarbejde. Jeg synes, når jeg kigger tilbage i dag, at det lykkedes på afgørende områder som uddannelse, kultur og erhvervsudvikling at løfte Kolding.

Siden dengang har byen udviklet sig yderligere. Jeg tror tidspunktet nu er kommet til at løfte Kolding endnu videre ved at turde tegne visioner for, hvor vi vil hen med Kolding i de næste år. Jeg håber, at valget til november til byrådet i Kolding Kommune, kan blive en kamp om visioner – og vel at mærke visioner, der kan virkeliggøres. Jeg skal nævne nogle af de visioner, der efter SF´s opfattelse er de afgørende, og som vores kommune skal kendes på:

1. At være en grøn foregangskommune, når det gælder natur, klima, miljø og bæredygtighed i et tæt samarbejde mellem kommune, uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv og befolkningen.

2. At være en kommune med et dynamisk samspil mellem uddannelse – herunder et løft af folkeskolen, erhverv og beskæftigelse, hvor vi tiltrækker flere uddannelser til Kolding, og videreudvikler samarbejdet om grøn teknologi.

3. Hvor vi tager os godt af hinanden, specielt dem der mest har brug for hjælp og støtte, hvad enten det er ældre, handicappede eller udsatte borgere i et stærkt favnende fællesskab.

4. Hvor vi skaber udvikling i alle dele af kommunen – både i form af at sikre tilbud i de forskellige lokalsamfund, men også ved at sikre infrastruktur, der binder de forskellige dele af Kolding kommune sammen.

5. Hvor vi med en aktiv fritids-, idræts- og kulturpolitik sikrer både gode forhold til foreningernes arbejde, men også åbner op for adgang til naturoplevelser i vores kommune, der fra naturens hånd har fået så meget forærende.

6. Hvor vi holder godt styr på økonomien, og sikrer et økonomisk råderum ved at gøre Kolding Kommune til en attraktiv tilflytterkommune, hvor børnefamilier gerne vil bosætte sig og en kommune med gode trafikale forhold.

Alt dette skal ske i et tæt og inddragende samarbejde med borgerne, som skal involveres på et tidligt tidspunkt INDEN beslutninger er truffet. Det er virkeliggørelsen af disse visioner, jeg gerne vil stille mig i spidsen for i Kolding kommune.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *