Kolding Netavis

Vinterferie med håndværk og samvær

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Geografisk Haves Væksthus danner i uge 7 ramme for nogle ganske særlige oplevelser for hele familien. Der er mulighed for at udfolde sine kreative evner med børn eller børnebørn i en fælles aktivitet, hvor man får sit hjemmelavede produkt med hjem.

Ugen starter med et Keramikværksted mandag den 11. februar hvor man i samarbejde med Handmade Home, som har både keramikværksted og butik i Kolding, kan lave en flot kop i ler. Der er instruktion hver hele time og man er under kyndig vejledning fra start til slut. Cirka to uger efter værkstedet er koppen blev brændt og man kan afhente den hos Handmade Homes keramikværksted.

Tirsdag er der tilbud om Pilefletterværksted, hvor Birkelev Naturkunst instruerer havens gæster i den smukke pileflettekunst. Alle deltagende får deres hjemmelavede kræmmerhus med hjem og kan efterfølgende hænge det op i deres egen have eller forære det til én, der har en have eller altan.

Onsdag er der fokus på biodiversitet i Insekthotelværkstedet. Man får mulighed for at bygge et flot insekthotel, som udover at være godt for insekternes overlevelse, også pynter i haven og vil være et spændende projekt at følge med i hen over sommeren.

Torsdag fyldes Væksthuset med en stemning af Emil fra Lønneberg, når der er Snitteværksted. Der vil være børnevenlige snitteknive og man kan give sig i kast med enten en ske eller smørekniv lavet af træ fra Geografisk Have. Her er som bekendt mange forskellige slags træ, så der er også specielle træsorter at få lov at bruge.

Fredag er der ligeledes materialer fra Geografisk Have i spil. Denne gang blomster, grene og planter når der afholdes Dekorationsværksted. Man laver en dekoration i en skål eller på en træskive, som afspejler årstiden og som kan nydes i hjemmet den efterfølgende tid.

Læs om tilmelding og priser på Geografisk Haves hjemmeside.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel