SF Kolding indstiller nu byrådsmedlem Villy Søvndal som kandidat til Europa-Parlamentet.
Europa står en i en helt ny situation. EU er blevet en ekstremt vigtig udenrigs- og sikkerhedspolitisk aktør efter Ruslands brutale overfald på Ukraine, som totalt har ændret den sikkerhedspolitiske situation i nærområdet.
-I SF Koldings bestyrelse er vi ikke i tvivl om, at Villy Søvndal i denne situation vil kunne bidrage med noget særligt som tidligere udenrigsminister, der kender systemerne indefra. Det har Danmark brug for i en europæisk krisetid som denne, og Villy Søvndal har selv et ønske om at bidrage, lyder det fra SF Kolding i en pressemeddelelse.
Det er derfor, at SF Koldings bestyrelse indstiller 71-årige Villy Søvndal som kandidat til Europa-Parlamentet.
-Villy Søvndal gør det rigtig godt som kommunalpolitiker i Kolding Kommune. Både som gruppeformand og som formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget. Derfor er vi i SF Kolding kede af at miste hans store engagement, lyder det fra SF Kolding, der tilføjer:
-Samtidig forstår vi hans beslutning og bakker fuldt ud op om hans kandidatur til Europa-Parlamentet. Med Villys baggrund som Udenrigsminister og sin store interesse for det sikkerhedspolitiske, er vi helt sikre på, at han kan blive et stort aktiv for SF og Danmark i EU.
Søvndal: -Jeg har lyst til politik
Villy Søvndal fortæller i et opslag på Facebook, at han har lyst til politik:
-Jeg er ved rigtig godt helbred og fuld af kræfter og lyst til politik, som jeg nu gerne vil bruge i europæisk sammenhæng. Det er med stort vemod, jeg siger farvel til arbejdet i Kolding Byråd. Vi er lykkedes med meget på bare et par år. Vi har genoprettet socialområdet efter de katastrofale nedskæringer i 2019. Vi er startet på at genopbygge vores skoler og institutioner, har sat gang i den grønne omstilling og lavet aftale om et nyt stadion, fortæller Villy Søvndal og fortsætter:
-Jeg har været meget glad for samarbejdet i både SFs byrådsgruppe og firkløveret bestående af Konservative, Socialdemokratiet, Radikale og SF. Fordelen ved at have nået min alder er, at jeg har en masse erfaring med politisk indhold og politiske processer, som jeg er sikker på vil være en styrke i EU.
SF´s nuværende medlem af EU parlamentet, Kira Marie Peter-Hansen, opstiller som spidskandidat.
Efterfølgere fundet
Når Villy Søvndal udtræder af Kolding Byråd 1. april 2024, bliver han afløst af førstesuppleant Susanne Stenstrop Thorsen, der også er lokalformand for SF.
Den ny byrådsgruppe har i enighed peget på Iben Lehmann Rasmussen som ny gruppeformand, som efterfølger, når Villy Søvndal udtræder af byrådet.
Europa-Parlamentsvalget 2024 finder sted i den Europæiske Union fra 6.-9. juni 2024.