Bestand af vilde orkideer stjålet fra kommunalt naturområde i Marielund.
Mere end 100 Maj-gøgeurter er i løbet af den sidste uge forsvundet fra et kommunalt naturareal nær Marielund i Bramdrupdam. Det tyder på, at der har været ubudne gæster, der med haveskovle har gravet stort set hele den kendte bestand af fredede orkidéer op. Formentlig for at sælge dem videre.
Tyveriet blev opdaget i forbindelse med, at der blev forberedt en formidling af naturværdierne i området, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse:
– I sidste uge stod her over 100 Maj-gøgeurter, som var på vej i blomst. Men i går var de væk alle sammen. Nu er her bare en masse huller. Der er kun efterladt få planter, og der vil gå mange år før bestanden vil være af samme størrelse som før, fortæller biolog Line Ankjær fra Kolding Kommunes By- og Udviklingsforvaltning.
Bestanden af orkideer var en velkendt naturperle i området, der ligger meget bynært. Orkideerne stod i et såkaldt væld, et område på en af dalskråningerne, hvor grundvandet siver frem, og giver planterne nogle ganske særlige leveforhold.
– Det er så ærgerligt. Det var en stor bestand, og en af de mest spændende naturværdier vi har i området. De stod ret tæt op ad stien, så der var mange, der havde glæde af dem, siger Line Ankjær.
I Danmark er alle vilde orkideer fredede, så det er ulovligt at grave dem op og fjerne dem. Tyveriet er derfor meldt til politiet, og kommunen opfordrer borgerene til at henvende sig til politiet, hvis de kan bidrage med oplysninger til sagen.
Det er desværre en voksende tendens, at vilde orkideer udsættes for opgravning og indsamling formentligt for at sælge videre til haveejere. Orkideer er afhængige af særlige vokseforhold før de kan trives – det er derfor man kun finder dem i ganske særlige naturområder, og de vil ikke kunne trives i en almindelig havejord. Gøgeurten skal, for at den kan spire og gro, etablere et samarbejde med særlige svampe. Hvis den bliver gravet op, risikerer den at blive adskilt fra disse svampe og vil ikke kunne vokse og overleve.
Se billederne nedenunder…