Kolding Netavis

Vild biljagt endte ved Lunderskov

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

Søndag morgen endte en vild biljagt ved Lunderskov.

Sydøstjyllands Politi fik søndag morgen klokken 08.12 en melding om en bilist, der kørte hasarderet i sydgående retning på E45. På Vejlefjordbroen blev en bilist påkørt – og bilisten, der kørte hasarderet, røg to gange ind i autoværnet og kørte videre sydpå.

-Ved Kolding får vi kontakt til bilisten og indleder en biljagt, der går modsat kørselsretningen gennem flere rundkørsler – videre gennem Kolding og ud til Esbjergmotorvejen. Vi får assistance fra en patrulje fra Syd- & Sønderjyllands Politi. Ved Lunderskov får bilisten vi jagter problemer med bilen. Den bryder formentlig sammen og bilisten må ind i nødsporet, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Jørn Bystrup, til Kolding Netavis.

Her blev føreren anholdt og sigtet for blandt andet spirituskørsel samt adskillige overtrædelser af færdselsloven. Personen er søndag formiddag fortsat i politiets varetægt, men vil blive løsladt efter endt afhøring, oplyser politiet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel