Søndag blev den sidste forestilling fremført ved Jels Nedersø. Vikingespillet vender tilbage næste år.
Jels Vikingespils forestilling “Rolf Krake og hans kæmpere” blev søndag vist for sidste gang i denne sæson.
Med skiftende retningslinjer og restriktioner på grund af corona-situationen endte årets besøgstal på i alt 13.730.
Omkring 450 frivillige har været lige fra forberedelserne af årets vikingespil til sæsonafslutningen.
Nu er vikingerne gået i gang med det store oprydningsarbejde. Scenen skal tømmes, rekvisitter og kostumer skal tilbage på det store lager og bestyrelsen skal have gjort endelig status over året, der er gået.
Men allerede inden 2021-sæsonen er afsluttet, er man for længst gået i gang med forberedelserne til næste års forestilling, som bliver skrevet af Morten Stenger og som igen har Louise Schouw i instruktørstolen.
Billetsalget starter 1. december.