Kolding Netavis

Vikingespil finjusteres inden premieren

Vikingespillet i Jels har premiere på årets forestilling på fredag. Foto: Frank Cilius.

Årets vikingespil har premiere på fredag.

Instruktør Louise Schouw og de omkring 70 frivillige skuespillere finjusterer i disse dage de sidste detaljer, inden årets vikingespil i Jels, Krakes Kæmper, har premiere fredag den 2. juli. Udenfor scenen er over det dobbelte i gang med at få hele området gjort klar til at tage imod publikum.

Jels-vikingerne er dermed klar til at drage på togt, hvilket Rolf Krake og hans kæmpere også gør i årets forestilling. Stykket starter nemlig i Sverige, hvor Rolf Krake er taget til med sine kæmper – de største krigere i hans tjeneste – for at hjælpe sin mors mand Kong Adils med at bekæmpe den norske konge.

Hjemme i Danmark er Rolf Krakes søster, Skulda, træt af sin bror som konge, og lægger en plan for hvordan hun selv kan blive dronning.

Forestillingen skulle have været opført sidste sommer, men som med så meget andet, så blev vikingespillet aflyst på grund af corona-pandemien.

Jels Vikingespil er også underlagt diverse restriktioner, så friluftsscenen kan ikke fyldes helt op hver aften. Der må lukkes 1.000 publikummer ind pr. forestilling og alle publikummer på 15 år eller derefter skal fremvise et gyldigt coronapas for at kunne komme ind på området ved friluftsscenen.

Krakes Kæmper har premiere fredag den 2. juli og spilles hver aften til og med den 18. juli med undtagelse af søndag den 11. juli, hvor vikingerne holder en velfortjent fridag. Søndag den 4. juli er en eftermiddagsforestilling med start kl. 16.00, mens der alle andre dage er forestillingsstart kl. 20.00. Billetter kan købes online her.

Tagget med:
Del denne artikel