Kolding Netavis

Videokursus på skoleskemaet

Videofabrikken, der er specialiseret i videoproduktion, strategi og konceptudvikling, har i et nyt samarbejde med IBA Erhvervsakademi Kolding gjort videokurser til en del af akademiets uddannelse. Kurset giver fem ETCS-point.

Få stort kørekort til video. Lær det af professionelle fra erhvervslivet og bliv belønnet med fem ECTS-point. Dette skarpe tilbud kan IBA Erhvervsakademi Kolding nu give sine kursister i samarbejde med Videofabrikken i Kolding, skriver IBA i en pressemeddelelse.

Der er tale om et nyt kursus med fokus på videoproduktion og strategi. Med viden fra erfarne undervisere fra erhvervslivet skal kurset gøre kursisterne i stand til at arbejde langt mere professionelt med video i deres job. Undervisere på kurset er Henrik Brændgaard, videograf og klipper hos Videofabrikken samt strategi- og konceptudvikler Nikolaj Holck. Begge har afviklet workshops og kurser før i Videofabrikkens eget regi. På IBA skal de undervise de mere erfarne kursister, der har prøvet kræfter med videoproduktion før, give dem nye værktøjer og højne deres eksisterende niveau indenfor visuel fortælling.

Blanding af teori og praksis

Videoproduktion er i dag et bredt felt og virksomheder har derfor forskellige behov: Alt fra videoer på de sociale medier til intern kommunikation. De forskellige behov i erhvervslivet prøver det nye kursus at favne ved aktivt at bruge virksomhedernes opgaver i undervisningen. En blanding af teori og praksis kommer til at lægge grunden for undervisningen, så kursisternes viden bliver afprøvet og brugt i virkeligheden. Derfor er der kun otte deltagere på kurset.

– Det er vigtigt at der er tid til den enkelte. Videoproduktion er et meget praktisk fag. Kursisterne skal selv ud at optage og lære redigering, derfor er det væsentlig at vores undervisning bliver én-til-én. Vi arbejder til daglig med de her ting, så vi ved, hvor vigtigt det er. Videomanden eller -kvinden, der sidder i en virksomhed og gerne vil uddannes, kan nu få dokumentation på det de kan. Det er vi glad for at vi kan være med til at bidrage til, fortæller Henrik Brændgaard.

Det er ikke kun ny viden, kursisterne kommer hjem med. Kurset ligger også vægt på ny inspiration, ny energi og et nyt netværk blandt ligesindede videointeresserede. Videokurset bliver et selvstændigt kursus og en del af akademiuddannelsen i kommunikation og formidling. Begge svarer til fem ECTS-point. Hvis den store efterspørgsel indenfor videobranchen fortsætter, kan der oprettes flere hold i fremtiden. Holdene skal under alle omstændigheder være så små, at kursisterne får så meget ud af tiden som muligt.

Det bedste fra to verdener

Mette Will, marketingdirektør og chefkonsulent hos Erhvervsakademi Kolding, ser store fordele ved det ny samarbejde:

– Vi kunne se, at der var en stigende interesse for videoproduktion fra store og mellemstore virksomheder. Vi har kendt Videofabrikken igennem flere år og haft forskellige samarbejder med dem. Da vi mener, at man får det bedste fra to verdener ved at veksle mellem brugen af freelance og uddannede undervisere, var det oplagt at indgå dette samarbejde. Det er helt klart en fordel at have undervisere fra erhvervslivet, der er fuldt opdateret på den nyeste viden og arbejder med det, de kan, siger Mette Will.

Tagget med:
Del denne artikel