Læserbrev af Susanne Stenstrop Thorsen (SF), regions- og byrådskandidat samt byrådsmedlem i Kolding, Tvedvej 50, 6000 Kolding.
Jeg er kun blevet opereret én gang i mit liv. Det var, da en godt fire kilo stor guldklump blev fjernet fra min mave ved akut kejsersnit efter to døgn med veer.
Det var ren lykke. Men det var stadig en operation.
Jeg kunne ikke gå bagefter. Jeg havde store smerter. Jeg husker stadig, hvordan jeg krabbede mig hen over gulvet på hospitalsstuen.
Men sundhedssystemet interesserede sig ikke rigtigt for det. Jeg var hjemme efter to dage, og så blev jeg indkaldt til en hurtig undersøgelse ved egen læge efter et par måneder. Det var det. Og selvom det er mange år siden, så har intet ændret sig i den praksis.
Havde det været en knæoperation, var jeg blevet tilbudt fysioterapeutisk genoptræning og informationsmøder. Her fik jeg trods operationens omfang ikke så meget som en pamflet.
Jeg var heldig, for jeg helede fint. Men der er virkelig mange, der ikke er så heldige. Og det gælder både for kejsersnit og traditionelle fødsler – som jeg prøvede én af efterfølgende.
Smerter, bristninger, nedsunket underliv, inkontinens, brystbetændelse, betændelse i ar, myoser i underlivet. Listen af mulige komplikationer er lang, og der er ingen, der har været i en mødregruppe, som ikke har hørt de fleste af dem beskrevet som førstehåndsberetninger.
Graviditet, fødsel og barseltid er vidunderligt, men det er også noget af en prøvelse for kvindekroppen. Og det må og skal vi turde sige højt, selvom “kvinder jo alle dage har født børn”.
Samfundet vil så gerne have kvinder til at føde flere børn. Så kan vi jo starte med at vise en større respekt omkring dem, der gør.
En god start kunne være at indføre efterfødselsklinikker, som man har i fx Sverige, Tyskland og Frankrig. Her bliver man tilknyttet en klinik med specialuddannet personale, som kommer hele vejen rundt om efterfødselskroppen. Et forslag, som SF vil tage med til de næste finanslovsforhandlinger.
Der er brug for en kulturændring her. For mors skyld, for barnets skyld og for hele vores samfunds skyld.