Læserbrev af Merete Due Paarup (R), formand Bæredygtig Vækst, Uhrevej 11, 6064 Jordrup.
Lokaldemokratiet lever. Vi har netop haft premiere på fremtidens bydelsdemokrati. I mange år har alle vores Landsbyer og Centerbyer lavet lokale visionsplaner og med stor succes og højt engagement fra masser af lokale borgere. Nu er turen kommet til vores bydele. Det foreslog jeg i budgettet og der blev sat kroner af til de første tre bydele.
Vi har netop haft stort borgermøde med præsentation af den første hvor Lyshøj, Drejens, ndr. Bjert og Petersbjerggaard gennem der sidste år har arbejdet med en visionsplan for hele deres område. Flot fremmøde, høj deltagelse med mange borgere og en god plan med langsigtede drømme og masser af konkrete ideer, der er lige til at gå til. Og velkommen til Kolding Ø – deres nye fælles navn til hele området. Godt gået!
Lokale kræfter og ildsjæle er altafgørende for vores lokale områder – uanset om det er landsbyer, centerbyer eller bydele. Det er dem der er samlingskraft og handlekraft og for alvor kan være med til at sikre gode aktive og velfungerende lokalsamfund.
Visionsplanen er lokalområdets fremtidsdrømme. Nu skal den også blive til virkelighed. Vi skal på linje med landsbypuljer og centerbypuljer have kigget ind i fremtidige budgetter og måde at understøtte bydelenes arbejde.
Vi ved, at når vi sætter penge af til “borgerbudgetter” så batter det. I Kolding Ø område har de eksempelvis flere borgere end alle centerbyerne tilsammen – ikke det kan sammenlignes med udfordringerne men fakta er at vi kun har sat godt 600.000 kr af til direkte borgerprioritering i hele Kolding by.
Vi vil derfor komme med et forslag til at vi fremover får langt mere fokus på borgerdemokrati – også i Koldings bydele. Det gælder både ressourcer til at understøtte vores vigtige ildsjæle og borgerbudgetter, der batter noget.