Kolding Netavis

Vi skal have flere socialsygeplejersker

Annette Blynel (SF). Privatfoto.

Læserbrev af Annette Blynel (SF), medlem af regionsrådet, gruppeformand og spidskandidat for SF i Region Syddanmark, Strandgade 27, 5700 Svendborg.

Budgetforhandlingerne i regionen er i gang; det er nu der skal kæmpes for SF’s mærkesager.

Et af dem er naturligvis flere socialsygeplejersker. SF ønsker at alle akutmodtagelser, medicinske afdelinger og psykiatrien på sigt har socialsygeplejersker. De sidste to år er det lykkedes at ansætte i alt 7 i vores region, nu skal vi gerne et skridt videre. Til sammenligning er der 18 i Region Hovedstaden.

Og hvorfor er det vigtigt? Det er det, fordi udsatte borgere har vanskeligt ved at finde sig tilpas i vores meget komplicerede og specialiserede sygehusvæsen.

De oplever sig ikke anerkendt og respekteret, og der er stor risiko for, at de forlader sygehuset inden de er færdigbehandlet. De indlægges med alvorlige sygdomme, fx operationer, kræft, hjerteproblemer, diabetes, følger efter misbrug og psykiatriske diagnoser, og hvis de ikke færdigbehandles, kan det blive livstruende for dem. Udsatte har en markant oversygelighed og dør 15-20 år før alle os andre. Raske er de altså ikke, så ofte sker der bare en akut genindlæggelse – og historien gentager sig.

Borgeren har ofte ingen penge til medicin og får ikke opfølgning hos sygeplejersken i kommunen, og der er sjældent en pårørende, som kan tage imod.

Der er en klar aftale om, at ingen patienter må udskrives til gaden. Alle kan jo forestille sig, at det er umuligt at blive restitueret fx efter operation, hvis man udskrives til gaden eller en natvarmestue. Når vi andre kan restituere os efter et hospitalsophold i trygge omgivelser i hjemmet, skal den hjemløse måske stå i 8 timer om dagen og sælge Hus Forbi foran Føtex.

En socialsygeplejerske har hånd i hanke med borgeren og støtter og hjælper, både under indlæggelsen, og ikke mindst i forbindelse med udskrivelse i samarbejdet med kommunen. Er det nødvendigt med flere begrundelser, nej vel! En socialsygeplejerske er en særdeles vigtig person for den udsatte borgers behandlingsforløb, og så er det samfundsøkonomisk en god idé.

Mon ikke de andre partier i Regionsrådet er enige – det satser jeg på.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *