Kolding Netavis

Vi skal have flere kendte ansigter på regionens botilbud

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Læserbreve

Læserbrev af Suzi Würtz Kjærgaard (SF), regionsrådskandidat, Sankelmarkvej 21, 6000 Kolding.

Region Syddanmark har en række botilbud for nogle af de mest sårbare borgere indenfor autismespektret, fysisk og psykisk udviklingshæmning, kommunikationshandicap og svære psykiske lidelser – fx Æblehaven i Kolding.

I dag bruges der forholdsvis mange vikarer, en situation som ikke er hensigtsmæssig – hverken for det fastansatte personale eller beboerne. Derudover har vi også relativ mange ufaglærte ansat.

Når vi så samtidig kan se, at de medarbejdere, som har størst sygefravær i hele Region Syddanmark er medarbejderne på vores sociale centre, så vækker det bekymring.

Jeg er selv socialpædagog på et socialpsykiatrisk bosted, og jeg ved bare, hvor vigtigt det er, at have uddannede medarbejdere, og at vi kender hinanden. Relationsarbejdet som bare er så vigtigt sikres bedst med fastansatte og kendte ansigter, der har den relevante uddannelse.

Herved undgår vi også volds-og trusselsepisoder, og vores beboere trives bedre.

Derfor vil jeg kæmpe for, at regionen får langt større fokus på, at vi selvfølgelig skal have flere fastansatte med relevant faglig uddannelse. Ingen kunne vel forestille sig at gå til tandlæge, og det så fx var en frisør, der skulle forestå behandlingen!

Samtidig er det også snusfornuftigt, da det i længden er økonomisk billigere at have fastansatte end at gøre brug af dyre vikarer fra vikarbureauer – og beboerne får en langt bedre livskvalitet, som igen gør, at de ikke trækker så meget på sundhedsvæsnet. Men fremfor alt skylder vi beboerne, deres pårørende og de ansatte det.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *