Læserbrev af Ole Alsted (V), byrådsmedlem og formand for Lokaldemokratiet, Viuf Stationsvej 1, 6052 Viuf.
Kolding kommune er en stor geografisk kommune, med både 20 landsbyer, de tre centerbyer Christiansfeld, Vamdrup og Lunderskov, og naturligvis rigtig mange bydele.
Hele kommunen skal fortsat udvikle sig i en positiv retning efter det kommende kommunalvalg. Det uanset hvem der vinder ”kongevalget” som pressen har gjort valgkampen til.
Det virker som valgkampen primært handler om Kolding Havn, Kolding Bymidte, Kolding By fortætning, trafikken i Kolding, Marina City og meget andet omkring Kolding C.
Det er naturligvis også meget vigtige emner, og må jeg ikke i samme åndedrag nævne at rigtig mange borgere altså også bor på landet, og andre mindre lokalsamfund.
Sagerne er måske ikke ligeså overskrift samlende, men der er altså også brug for at få rettet fortove, lavet cykelstier, lavet gadelys, renoveret forsamlingshuse, forbedret skoler og daginstitutioner, og særligt endda også at have attraktive byggegrunde på hylderne. Dette blot enkelte emner.
Fællesskabet er vigtigt i vores mange lokale samfund, og det skal vi som politikere sikre bliver prioriteret, det gør vi i hvert fald i Venstre i Kolding – stadigvæk.