Læserbrev af Bo Vesterlund, EP-kandidat (SF), Rosenholm 18, 6000 Kolding.
I FN´s globale flygtningeaftale vil FN forbedre forholdene for verdens flygtninge i nærområderne gennem udvikling. Aftalen er blevet til efter 2 års arbejde i FN, medlemslandene og i humanitære organisationer. Kun USA stemte, af FN´s 193 medlemslande, imod aftalen. At så mange lande stemte for aftalen understreger at hjælpen til flygtninge og udvikling i nærområderne ikke løses af nogle få lande alene.
I en kommentar til FN´s flygtningeaftale, skriver Bo Vesterlund:
– Denne FN-aftale er et vigtigt skridt i retning af en fælles indsats fra FN-landene. Med denne aftale kan vi arbejde for en konfliktdæmpende indsats i nærområderne og for modtagecentre i nærområderne.
– I modtagecentrene skal flygtninge kunne modtage nødvendig lægehjælp, uddannelse og orientering om deres rettigheder. De skal kunne søge asyl her så de, der har behov for asyl, kan få tildelt asyl ud fra FN-kvoter. Den langsigtede udvikling i de områder, folk flygter fra, skal sikres ved at flere lande, også EU-landene, opfylder 0,7%-målsætningen for langsigtet udviklingsbistand. I EU skal hverken Danmark, Polen, Ungarn, Italien eller Rumænien kunne nægte at følge en solidarisk EU-politik der vil fordele asylanter på medlemslandene.