Læserbrev af Laura Guldager, Klostergade 38. 101, 6000 Kolding.
Den 8. marts burde handle om de kvinder, der reelt er ufri, dem der lever under social kontrol, frygt og begrænsninger i deres hverdag. Dem der ikke selv kan bestemme, hvem de vil giftes med, hvordan de vil klæde sig, eller hvad de vil mene. Kvinder der ikke tør forlade deres ægteskab af frygt for konsekvenserne, eller som dagligt underlægges normer, de ikke selv har valgt.
Kvinder der ikke kan leve frit, fordi de kommer fra miljøer, hvor ære og skam vejer tungere end deres rettigheder som individer.
Men i stedet for at rette fokus mod dem, der mest har brug for det, ender 8. marts alt for ofte som en ideologisk platform, hvor debatten afspores. Dagen bruges i dag til at pakke strukturelle problemer ind i kønsspørgsmål og bekvemt glemme de mænd, der kæmper med de samme udfordringer, blot med omvendt fortegn. Enlige familiefædre, handicappede mænd og homoseksuelle mænd bliver typisk usynlige i debatten, fordi kvinderne på venstrefløjen tager ejerskab over offerrollen og gør ligestilling til et ensidigt kvindeprojekt. Hvis ligestilling virkelig handler om lige muligheder, burde vi turde tale om alle, der rammes, ikke kun dem der passer ind i venstrefløjens narrativ.
Så lad os for en gangs skyld bruge kampdagen på det, den burde handle om. Vi skal kæmpe for de kvinder, der reelt er ufri, og tage opgøret med social kontrol alvorligt. Vi skal droppe de symbolske markeringer, tomme floskler og den evige kønskrig, der splitter mere, end den samler.
Alt andet er en hån mod dem, der betaler prisen.
