Kolding Netavis

Vender tilbage til Bjert med ny koncert

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Bjert
Den danske singer-songwriter Katrine Schmidt vender tilbage til Vinduet i Bjert Gamle Brugs. Pressefoto.

Der er amerikansk inspireret country-, folk- og roots-musik fra absolut øverste danske hylde, når den danske singer-songwriter Katrine Schmidt vender tilbage til Vinduet i Bjert Gamle Brugs.

Siden besøget sidste år har hun været på turné med sit band i både Danmark og Tyskland, og lørdag den 29. oktober er de tilbage på det lille spillested lige uden for Kolding.

Det bliver en aften med Katrine Schmidts personlige og ærlige sange om længsel, håb, afhængighed, misbrug og kærlighed. Musikken er country-, folk- og roots, og inspirationen fra de amerikanske sydstater er ikke til at tage fejl af. Det er det internationale format heller ikke. Online-musikmagasinet side33.dk skrev f.eks. sådan her om Katrine Schmidts debutalbum, Laying My Burdens Down, fra 2021:

-Nu melder Katrine Schmidt sig med sin debutplade seriøst på banen som førsteudfordrer til den hjemlige country-dronning trone. For selvom der er mange miles fra hendes hjemby Aalborg og til Austin, så lyder dette sublimt håndspillede debutalbum rent faktisk mindst lige så godt, som meget af det der kommer fra selve countrymusikkens moderland.

Der er med andre ord lagt op til en musikalsk oplevelse i international topklasse. Billetter til koncerten den 29. oktober kl. 20 koster 150 kr. og kan købes i Bjert Gamle Brugs eller på bjertgamlebrugs.dk/katrine.

Orkestret består af:

Katrine Schmidt: Vokal
Johannes Aaen Jensen: Klaver, orgel, kor
Mikkel Grue: Guitar, kor
Thyge van Dassen: Violin
Mark Kühn: Kontrabas
Jonas Kardyb: Trommer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel