Læserbrev af Folmer Krogh (S), Poul Fremmelev (S), Villy Søvndal (SF) og Iben Lehmann Rasmussen (SF).
Det skal være nemt at være borger i Kolding kommune – og det er uanset, hvor i livet man måtte befinde sig. Lige nu står vi overfor store udfordringer på ældreområdet – eller rettere sagt, så står vi midt i dem.
Antallet af ældre er stigende og vi har store udfordringer med at rekruttere nok varme hænder til at tage sige af vores ældre borgere. Derfor er det alfa og omega, at der bliver sat fokus på, hvordan vi kan løse opgaven her og nu og samtidig undersøge, hvordan vi undgår at problematikken vokser os over hovedet.
I første omgang betyder det, at vi gerne vil have et overblik over de bureaukratiske tiltag, der er på ældreområdet, så vi kan få udarbejdet en plan for at få dem forenklet med henblik på at skaffe flere varme hænder.
Og så skal der udarbejdes et katalog med muligheder for i højere grad at bruge teknologiske hjemmemidler. Hvis vi skal være med til at sikre, at der er tid og hænder nok til at tage sig af de ældre, er vi også nødt til at kigge på, hvordan vi i højere grad kan anvende teknologiske hjemmemidler til at understøtte dette.
Det er ikke tiltænkt som en erstatning for de varme hænder, men som et tilbud til dem, der ønsker det og som en frigørelse af varme hænder til at skabe det nærvær og den omsorg, der er med til at gøre en forskel hos den enkelte.