På Store Bededag kan man få sig en ekstra overraskelse. SF deler popcorn ud til alle børn og barnlige sjæle i Legeparken i Kolding.
Hvordan laver man valgkamp på en helligdag. Ja, man tager da en popcornmaskine med og deler popcorn ud i Legeparken, hvor mange familier formentlig vil slappe af på en fridag. Det er SF’s folketingskandidat Karina Lorentzen, der suser forbi børnefamiliernes lokale samlingssted.
– Jeg glæder mig til at snakke med børnefamilierne. Jeg synes endelig, at et valg handler om børns vilkår. Alle kommuner skal spare i de her år, og det berører hverdagen for børn og ældre. Jeg vil gerne give vores børn mere ro på i hverdagen med flere pædagoger og færre test i vores skoler, fortæller folketingskandidat for SF, Karina Lorentzen, i en pressemeddelelse.
Karina Lorentzen er at finde i Legeparken fra kl. 10-12, så man kan lige nå lidt af de saltede, poppede majs inden middagsluren for de mindste.