Kolding Netavis

Vævning for børn

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Hvad er en væv, hvad kan man med en væv, hvordan laver man en væv?

Hele Nicolai emmede af liv og lyden af børn, da 5.B. fra Aalykkeskolen ankom for at prøve kræfter med den svære kunst at væve til workshoppen Landskabsvævning, som Nicolai for børn laver i samarbejde med Kulturskolen Kolding i anledning af Billedkunstens dag, der i år falder d. 16. marts.

Første del af workshoppen foregik i Nicolai Kunst & Design, hvor dagens underviser, Christina René, præsenterede eleverne for udstillingen World Wide Weaving, der er lavet af Danske Kunsthåndværkere & Designere. Her fik de lov til at kigge på værker og ikke mindst mærke på de materialeprøver, der er i udstillingen.

-Det er helt vildt let, lød det overrasket fra en pige, der undersøgte materialerne, mens andre gik rundt i udstillingslokalerne og interagerede med værkerne.

Efter der var blevet snuset til udstillingen, gik turen op i Nicolai for børns værksted, hvor roen hurtigt sænkede sig, da dagens første opgave blev præsenteret; lav din egen væv af et stykke pap og noget garn. Der var fuld koncentration, mens Christina René forklarede processen, og der blev lavet ligeså mange forskellige væve, som der var børn i rummet.

Da vævene var konstruerede var det tid til lave vævestykkerne – her kom fantasien på arbejde, og alle børn brugte flittigt forskellige farver og materialer til at udforme deres vævestykker.

Med 5.B. var billedkunstlærer, Karina Løvenhardt, der ser det som en fordel, at kunne give børnene en oplevelse, der ikke finder sted på skolen.

-Det, at børnene kommer ud i nye omgivelser og møder en ny underviser, giver dem en fælles hukommelse, så de om nogle uger stadig kan tale sammen om de oplevelser, de har haft i dag.

Kreative workshops for børn og deres møde med kunsten er en vigtig del af Nicolai for børn.

-Hos Nicolai for børn vil vi gerne have, at børnene møder den professionelle kunst og prøver kræfter med proces materialer og håndværk. Og det er netop det, børnene oplever, når de deltager i denne workshop – først den professionelle udstilling i Nicolai Kunst & Design og dernæst får de lov til at udfolde deres kreativitet i værkstedet, fortæller kulturformidler Kristina Høier.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel