Kolding Kommune står bag ny designkonkurrence. Målet er at finde den person eller virksomhed, der kan nyfortolke den æresport, som Kong Christian 10. red igennem, da Sønderjylland blev genforenet med Danmark i 1920.
Har du en kreativ og krøllet hjerne? Og vil du gerne være med til at markere Genforeningen til næste år. Så er det måske dig, der skal lave en nyfortolkning af den ikoniske æresport, som Kong Christian 10. red igennem nær Christiansfeld, da Sønderjylland blev genforenet med resten af Danmark i 1920.
I forbindelse med genforeningen skyder Kolding Kommune nemlig en designkonkurrence i gang, der skal finde den person eller virksomhed, der kan opføre en nyfortolkning af den berømte æresport. Det oplyser Kolding Kommune.
Fortiden og nutiden smelter sammen
– Æresporten står for mange som billedet på genforeningen. Derfor er det helt naturligt for mig og resten af Kolding Kommune, at der skal opføres en moderne nyfortolkning af æresporten, så fortiden og nytiden bliver smeltet sammen i én æresport, siger borgmester i Kolding Kommune, Jørn Pedersen og tilføjer:
– Og ligeså naturligt er det, at det skal ske via en designkonkurrence. I mange år har design jo være Kolding Kommunes DNA. Og med denne designkonkurrence slår vi tre streger under, at vi ikke kun er en designkommune, men også at stål og det, at vi er produktionscentrum, spiller en stor rolle i kommunen, siger Jørn Pedersen i pressemeddelelsen.
Den nyfortolkede æresport skal stilles op i nærheden af den gamle grænse ved Christiansfeld, når Dronning Margrethe besøger byen 10. juli 2020. Derefter flyttes den til Genforenings- og Grænsemuseet i Christiansfeld.
Samarbejde med TORA
Vinderen af designkonkurrencen modtager 80.000 kroner og skal samarbejde med metalvirksomheden TORA A/S fra Kolding, der skal producere selve æresporten.
Adm. direktør fra TORA, Jesper W. Jensen, mener, at det vil give meget for hans medarbejdere at være med i processen.
– Jeg var straks med på ideen. Vi får mulighed for at arbejde tæt sammen med en kreativ person om udførelsen af ideen. Og desuden er vi altid villige til at støtte op om projekter og ideer, som kan få Kolding på landkortet, siger Jesper W. Jensen.
Hvem kan deltage i designkonkurrencen?
Alle personer over 18 år, samt virksomheder, har mulighed for at deltage i designkonkurrencen. Der stilles ikke krav om geografisk tilhørsforhold, virksomhedsart eller specifik uddannelse.
Vinderen af designkonkurrencen bliver offentliggjort i starten af marts 2020.