Specialcenter Vonsild har for første gang et teaterhold, og har indledt et samarbejde med Dronning Dorothea Teatret.
De har lånt scenen til forestillingen ”Da Øffert forsvandt”, som torsdag blev opført to gange på Dronning Dorothea Teatret. Det skete efter flere måneders øvelser.
Det er seks stolte elever fra Specialcenter Vonsilds overbygning, der har kastet sig ud i skuespilkunsten, og de gjorde det rigtig godt.
Forestillingen byggede på julekalenderen om Tinka. Eleverne havde selv skrevet stykket og valgt, hvilken rolle de ville spille – og hvilke replikker de ville sige.
Torsdagens første forestilling var for de øvrige elever på specialcentret, mens eftermiddagens forestilling var for familie og venner til teaterholdet.
Glæde over samarbejdet
Lærer på Specialcenter Vonsild, Inger Bertelsen, er glad for samarbejdet med Dronning Dorothea Teatret:
-Det er helt fantastisk, at Dronning Dorothea Teatret deltager i dette lille samarbejde og åbner dørene for en særlig gruppe unge mennesker, så de kan prøve at stå på en “rigtig” teaterscene og opføre deres forestilling, siger hun til Kolding Netavis.
-Kunst og kultur bør være tilgængeligt for alle, og med dette samarbejde tager vi et stort skridt i den rigtige retning, slutter Inger Bertelsen.
Specialcenter Vonsild vil også i næste skoleår byde på et teaterhold. Der er i dag omkring 90 elever på specialcentret.
Se billederne øverst i artiklen…