Det unge kammerorkester Ensemble Pluma fra Aarhus kommer til Nicolai Scene og spiller værker af blandet andre Mozart, Sibelius og Stravinsky.
Det er den nye generation af klassiske musikere, der giver koncert i Nicolai Scene tirsdag den 19. november klokken 19.30. Navnet på kammerorkesteret er Ensemble Pluma, og det består af musikere, der er mellem 18 og 30 år, oplyser Nicolai i en pressemeddelelse.
Orkesteret opstod i efteråret 2018 ud fra et fælles ønske om at aktualisere den klassiske musikscene i nutidens Danmark. Lige siden har det talrige gange præsenteret koncertprogrammer, hvor ny musik møder gammel musik; hvor gnavne, gamle, støvede mesterværker sættes i nye klæder; og hvor den interessante, menneskelige, dramatiske, men også til tider humoristiske historie om musikken formidles på en måde, så den ikke er forbeholdt nogen især.
Med én musiker på hver stemme er Ensemble Plumas lyd kendetegnet ved at være transparent og let – som en fjer – hvilket lader visse detaljer af musikken stå knivskarpt frem.
Den kunstneriske farvepalet er altså bred – helt bred – og netop denne mulighed, at male utallige nuancer frem, gives flere gange årligt til en række nulevende komponister, som ensemblet samarbejder med.
Ligeledes genfortolkes ældre klassikere sådan, at det musikalske materiale sættes i nyt lys, og åbnes op for nye måder at blive hørt på; store, symfoniske værker bliver kogt ned til smukke finesser, og simple klaverstykker udsættes i komplekse orkesterfarver.
Til koncerten i Nicolai Scene kan du opleve værker af Mozart, Tjajkovskij, Sibelius og Stravinsky, men også fuldstændigt nykomponerede værker af komponisterne Frederik Zeuthen og Mads Schang Olssen.
Der er fri entré til koncerten.