Kolding Netavis

Ulf Pilgaard hjælper Hospitalsklovnene

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Den populære skuespiller bag foredraget ”Mit liv som Ulf” dukker den 7. oktober op i Kolding.

Torsdag den 7. oktober dukker den populære skuespiller Ulf Pilgaard op i Kolding for at hjælpe Hospitalsklovne Trekantsområdet.

Hos Volkerts Fylke i Dalbygade skal han holde foredraget ”Mit liv som Ulf”, og foreningen håber at sælge så mange billetter, at der kan komme penge i kassen til klovnetimer på børneafdelingen på Kolding Sygehus.

Det var ellers planen, at den 80-årige skuespiller skulle have gæstet Kolding i fjor, men arrangementet måtte aflyses på grund af corona-smitten.

Nu ligger datoen imidlertid fast, og Ulf Pilgaard tager turen til Volkerts Fylke kun få dage efter, at denne sæsons udgave af Cirkusrevyen slutter.

Siden 1986 har Ulf Pilgaard hvert år stået på scenen i Cirkusrevyen, og det er ikke mindst tiden i teltet på Bakken, han vil komme ind på i sit foredrag.

Af samme grund kan publikum vente en særdeles underholdende aften, hvor den ene anekdote vil afløse den anden. Samtidig vil foredragsholderen også komme ind på indholdet i hans nye bog med titlen ”Hellere halvgammel end helt død”.

-Vi forventer os meget af Ulf Pilgaards besøg. At han har stået 40 år på en revyscene, fortæller en del om hans format, og vi er ikke i tvivl om, at publikum får rig lejlighed til at røre lattermusklerne, siger formand for Hospitalsklovne Trekantsområdet, Geert Madsen.

Billetter til foredraget med Ulf Pilgaard kan købes på www.nembillet.dk eller ved at ringe til 6545 5859.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel