Uheldet var årsagen til kø på motorvejen.
To tyske bilister var lørdag formiddag ved 11.20-tiden involveret i et uheld på den sønderjyske motorvej ved Kolding, oplyser vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Halfdan Kramer.
-Der var langsom kørsel på motorvejen og nogle hårde opbremsninger. En tysk bilist nåede ikke at bremse og kørte op i den forankørende bil, siger vagtchefen.
Uheldet skete i tredje vognbane i sydgående retning mellem Kolding V og rasteplads Hylkedal. Og det gav en del kø, indtil der var ryddet op på stedet.
De implicerede bilister var begge mænd fra Tyskland. De var henholdsvis 35 og 47 år.
Der skete heldigvis kun materielle skader.