Kolding Netavis

Uforglemmelig vildmarksdag for far og børn

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Det blev en uforglemmelig dag for alle – både børn og fædre, da de var ”Sammen i Vildmarken” ved Dybvadbro Station og Ferup sø.

Kim Krohn, Koldings lokale vinder af “Alene i Vildmarken”, gav dem både spændende udfordringer og instruktioner.

Efter en ordentlig pep-talk om hvordan naturen kan give ny energi og et sundere liv – gik alle knap 20 fædre og 30 børn til de fysiske udfordringer med krum hals og stor begejstring.

Trækfærgen

Den fysiske del af dagens udfordringer startede med gåtur til trækfærgen ved Ferup Sø, hvor de stålsatte børn gav fædrene en gratis tur med færgen. Der blev trukket og hevet i den helt store stil – især af de mindste – mens forældrene så ret imponerede til – hele vejen de 50 meter over søen. På den anden side af søen var der sandwich-hygge og tid til leg på legepladsen, som ligger i det område hvor der i slutningen af 1800-tallet blev gravet kanaler af de kendte ”børster” – daglejere, der var hyrede til at grave vandkanaler mellem Koldings søer, bl.a. for at skabe vandmølleenergi.

Der blev også gravet og brugt energi – men nu var det i den store sandkasse og med de moderne gravkøer, som flittigt blev benyttet af de deltagende unger.

Instruktioner i at tænde bål

Tilbage ved Dybvadbro station gav Kim instruktioner i, hvordan man tænder bål, når man er ”Alene i Vildmarken” – og ikke lige har nogle tændstikker eller en lighter. Det foregik med det såkaldte ildstål og birkebark – og i den endnu mere udfordrende udgave med flintesten og græstørv.

Så var det familiernes tur – og der blev gnedet og gnistret med de uddelte ildstål – og store smil og glædesudbrud bredte sig når det lykkedes at få birkebarken til at stå i flammer.

Der var også træsnitning, hvor naturvejleder Lars Nord Rødtnes viste børnene hvordan man snitter skeer, skåle, sejlbåde og meget mere.

Sluttede af med bueskydning

Dagen blev afsluttet med bueskydning, hvor Kim Krohn først viste hvordan man kan lave en bue og dertil pile – og derefter instruerede i selve bueskydningen.

– Det har været en dag vi ikke kommer til at glemme. Så hyggeligt vi har haft det, sagde morfar Hans Olaf, der som den eneste bedstefar var med og som havde hørt om arrangementet fra sin kæreste, der havde set det på Facebook.

– Vi har allerede talt om at gentage successen – måske allerede til vinter. Kim talte jo om at vi ikke skulle være så bange for lidt koldt vejr, så hvorfor ikke, sagde Karen Tønning og Jyta Popik fra henholdsvis Kolding Kommune og Kolding Selvhjælp, som havde stået bag arrangementet ”Sammen i Vildmarken”.

– Det har i al fald været fedt at se begejstringen og glæden, så det har været inspirerende, sluttede Karen Tønning, som er projektleder i projektet Troldhedestien – Mødesteder og oplevelser for alle.

Styrk social inklusion

Projektet handler overordnet om at styrke social inklusion, sociale relationer og selvværd for mennesker i området langs Troldhedestien – og der har ”Sammen i Vildmarken” passet perfekt ind.

– Det er lykkedes at få fædrene ud – sammen med deres børn, sagde Søren Kristensen fra Kolding Selvhjælp.

– Vi har vi oplevet, hos os i selvhjælpen, at især mændene nogle gange savner de lidt mere maskuline tilbud og arrangementer. Så er det dejligt at lave sådan et arrangement her hvor de kan være sammen med deres unger, helt på bare deres egne præmisser.

Se billederne nedenunder…

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel