Det går godt for arbejdsmarkedsudvalget i Kolding Kommune, der er på vej mod et rekordoverskud.
Byrådets arbejdsmarkedsudvalg er på vej mod et rekordoverskud på mindst 65 millioner kroner i 2021.
-Det er udtryk for, at det går overordentlig godt for virksomhederne i Kolding Kommune. Beskæftigelsen sætter nye rekorder – og ledigheden er helt i bund, siger formanden for arbejdsmarkedsudvalget Poul Erik Jensen (S) og fortsætter:
-Det er også udtryk for, at vi har et velfungerende Jobcenter, der indgår i et tæt samarbejde med virksomhederne, med fagbevægelsens og arbejdsgivernes organisationer, med Business Kolding og med en lang række andre eksterne parter.
Den meget lave arbejdsløshed giver selvfølgelig udfordringer for nogle virksomheder, der har svært ved at skaffe arbejdskraft.
-Men situationen giver også mulighed for at få sluset nogle af dem, der har været på overførselsindkomst i mange år, ud i arbejde. Det har vist sig at være en mulighed i samarbejde med hver enkelt person og hver enkelt virksomhed. For nogle ender det med småjob. Andre ansættes i et halvtidsjob med mulighed for at komme på fuld tid – senere i forløbet, forklarer Poul Erik Jensen.
-Totalresultatet er til fordel for den enkelte, der måske for første gang får sin egen lønseddel i hånden. Det er øget selvværd. Det er et større socialt netværk. Og endelig er det en gevinst for fællesskabet og samfundsøkonomien. 65 millioner kr i overskud er heller ikke ringe, slutter en glad formand for arbejdsmarkedsudvalget.