Læserbrev af Elvis Comic, byrådsmedlem for Socialdemokratiet, Gotthardpasset 8, 6000 Kolding.
Tilbage i december måned 2018 havde Teknik- og Klimaudvalget og Plan, Bolig og Miljøudvalget et fællesmøde omhandlende lastbilparkering og hvordan vi forsøger at sætte en stopper for ulovlig parkering af lastbiler i Kolding Kommune.
Det er en kæmpe udfordring med lastbiler, der holder forskellige steder i vores kommune, og nogle gange holder de der hvor det generer de resterende trafikanter.
Gennem de sidste mange uger har jeg observeret i mit nærområde utrolig mange lastbiler, der holder parkeret ulovligt. Ikke nok med at de holder der få timer – de holder der sågar også henover weekenden for at kunne holde deres lange hvil på 45 timer. Det er ikke rimeligt.
Jeg er glad for, at forvaltningen har lyttet til os – det er nemlig nødvendigt at gøre noget nu, ellers frygter jeg det bliver for sent.
I uge 8 skærpede man parkeringskontrollen med hensyn til weekend- og aftenkontrollen i industriområdet, og det har vist sig, at der er blevet taget i alt 28 lastbilchauffører, som har holdt ulovligt parkeret rundt omkring i Kolding Kommune.
Det er ærgerligt, at man ikke overholder de love og regler, der foreligger. Men desværre er det ikke først nu, at problemet er dukket op – nej, vi har kendt til det længe.
Det er ikke nok med at pålægge dem bøder. Vi skal nemlig i dialog med chaufførerne og deres vognmænd, så de forstår hvilke konsekvenser det får. Derfor er der også blevet udarbejdet en manual, som chaufførerne får med henvisning til nærmeste lovlig parkeringsplads. Rigtig godt tiltag og nødvendigt hjælpemiddel.
Jeg glæder mig til at se udviklingen, og håber hermed at dialog med virksomhederne, Business Kolding og Kolding Kommune kommer til at sikre, at vi ikke oplever, at lastbilerne holder rundt omkring i fx industriområderne eller langs vejkanten.