Kolding Netavis

Uddeler tusindvis af kroner til ildsjæle i Kolding

Elo Christoffersen
Sidste år søsatte Boxit konceptet Boxit Assist, hvor der i alt blev uddelt 155.000 kroner til lokale ildsjæle, foreninger og sportsklubber over hele landet. Foto: PR.

Boxit lancerede sidste år konceptet Boxit Assist, hvorigennem de uddelte sponsorater til lokale ildsjæle, foreninger og sportsklubber. Efter sidste års succes gentages initiativet i år, hvor der er afsat 15.000 kroner til den lokale pulje i Kolding.

Sidste år gik Boxit Assist-sponsoratet på 10.000 kroner til Seest Boldklub, som brugte beløbet til at skabe flere gode oplevelser for fodboldpigerne. Andenpladsen på 5000 kroner gik til KFUM’s sociale værested for børn og unge, Gademix.

Også i år åbner Boxit op for ansøgninger til sponsorater i Kolding gennem Boxit Assist, med en pulje på 15.000 kroner. Ansøgninger til støtten kan indsendes via Boxits hjemmeside, og fristen for ansøgninger er den 1. marts.

-Sidste år var en kæmpe succes, da vi lancerede Boxit Assist, og derfor åbner vi nu for nye ansøgninger. Vi ser frem til at modtage en masse ansøgninger fra lokale ildsjæle, foreninger og klubber i Kolding, og vi håber at kunne støtte nogle af dem i at realisere deres projekter og drømme til glæde for lokalsamfundet, fortæller Claus Pedersen, ansvarlig for depotrumsafdelingerne i Boxit, i en pressemeddelelse.

Støtte kan kun søges én gang årligt, og de nominerede projekter vil være tilgængelige på hjemmesiden, hvor folk kan stemme på dem. Udover puljen i Kolding er der også en landsdækkende pulje, der kan søges af alle udenfor de byer, hvor Boxit har afdelinger, samt flere lokale puljer i byer med Boxit-afdelinger.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel