Læserbrev af Jørn Dohrmann, medlem af Europa-Parlamentet for DF, Drenderupvej 30, 6580 Vamdrup.
Tyskland oplever i disse uger et sandt familieskænderi mellem lederne af de to regeringsbærende søsterpartier – Angela Merkels CDU og Horst Seehofers CSU.
På sidelinjen står Alternatives für Deutschland, AfD, og kigger med stor interesse, for de fleste er vist enige om, at AfD står til en kæmpegevinst ved et kommende nyvalg.
Men hvad er egentlig problemet i Tyskland? Jo, kort sagt kan man sige, at hvis man som Fru Merkel undlader at lytte til befolkningens vilje gennem flere år, ja, så stiger trykket blandt vælgerne, og de vil begynde at søge “alternativer”.
Det er sket og vil i stigende grad ske – tyskerne flytter krydset til AfD. Seehofer vil derfor handle i overensstemmelse med befolkningens ønsker og gøre op med den førte asylpolitik, for han kan nemlig se, at den politik begynder at koste stemmer.
Seehofer foreslår derfor at sende asylsøgere, der er registrerede i et andet EU-land, retur – direkte på grænsen. Men også fuskere, der siger, deres papirer er blevet væk, vil blive afvist. Merkel derimod vil fortsætte som hidtil, indtil der er fundet en EU-løsning, der kan tage over i stedet for det nuværende asylsystem.
En EU-løsning lader dog vente på sig, så Horst Seehofer har nu givet den tyske kansler 14 dage til at få en EU-løsning i stand. Men hvem tror lige på, at det lykkes?
Selvom tyskerne har givet sig selv en timeout, så er der stor sandsynlighed, at også Tyskland vil få et valg med temaet, “Hvem skal have kontrol over grænserne”. Europa er i sandhed i bevægelse med asylpolitikken – Italien, Østrig og nu måske snart Tyskland. Det bliver en god og spændende sommer.