Kolding Netavis

Tysk ambassade besøger virksomhed i Kolding

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Erhverv
Hovedkontoret i Kolding. Foto: Source Technology.

Torsdag indledes et todages besøg fra Trade Council Berlin til danske virksomheder i den plantebaserede branche.

Formålet med besøget er at understøtte danske virksomheders eksport til det tyske marked. Fredag lægger de vejen forbi Source Technology i Kolding, hvor de præsenteres for unik teknologi til plantebaseret kød.

Med globalt, politisk fokus på miljøet og en stigende efterspørgsel på klimavenlige fødevarer, er det ikke overraskende, at et flere og flere virksomheder starter produktion af plantebaserede fødevarer i disse år.

Og det er ikke kun på det danske marked, at mulighederne er mange. På vigtige eksportmarkeder, som Sverige, Storbritannien og Tyskland, stiger efterspørgslen efter blandt andet plantebaseret kød eksponentielt i disse år, og det er noget både erhvervslivet og politikere hilser velkommen.

Disse eksportmuligheder søges på politisk hånd stimuleret med forskellige initiativer, og ét af disse løber af stablen i denne uge. Torsdag begynder således et besøg over to dage fra Trade Council Berlin med den plantebaserede fødevareproduktion i højsæde.

Besøget er på initiativ fra Udenrigsministeriet og har til formål at fremme den plantebaserede dagsorden i Tyskland og samtidig opbygge kompetencer hos ambassaderne og de handelsrådgivere, som skal understøtte den danske eksport af plantebaserede fødevarer.

Fredag lægges vejen forbi Kolding-virksomheden Source Technology, som producerer maskiner med en helt unik teknologi til at omdanne blandt andet planteprotein til plantekød af højeste kvalitet.

-Vi ser meget frem til besøget, hvor vi kan skabe synlighed omkring vores PowerHeater-teknologi og dens mange muligheder, både indenfor kød, hybridprodukter og rent plantebaserede produkter. Samtidig vil vi også gerne slå et slag for, at klimaet tænkes ind i hele kæden, hvor vi, udover at sælge maskiner, der producerer klimavenlige produkter, også tænker CO2-venligt, når vi fx indkøber lokalt i trekantområdet til produktionen, når vi køber bæredygtigt el og generelt i vores drift, fortæller Kim Krintel, administrerende direktør i Source Technology.

Tyskland er et hastigt voksende marked

Udover at være et vigtigt eksportmarked generelt er lige netop Tyskland også et spændende marked for danske producenter indenfor plantebaserede fødevarer.

Ifølge et studie fra EU Smart Protein er Tyskland det europæiske land med det hurtigst voksende plantebaserede marked, hvor salget af plantebaseret kød alene så en stigning på 226% fra 2018-2020. Og det er naturligvis sød musik for en eksportvirksomhed som Source Technology.

-Vi er netop startet op med eksport til det tyske, schweiziske og østrigske marked og ser bestemt det store potentiale, der ligger for et skabe et sandt eksporteventyr for os og forhåbentlig også flere arbejdspladser i Koldingområdet. Derfor er det også kærkomment, at de danske ambassader og Trade Council Berlin ved besøget her får endnu bedre forudsætninger for at hjælpe danske plantebaserede virksomheder i Tyskland. Vores mål er at gøre Tyskland og resten af EU lidt grønnere og ændre verden, ét måltid ad gangen, så vi glæder og meget til at tage endnu et skridt mod målet, lyder det fra Kim Krintel.

Foruden Source Technology besøger delegationen i løbet af de to dage en række andre danske virksomheder i flere led af værdikæden, herunder forskning, fødevareproducenter og råvareleverandører.

Og forhåbentlig betyder de nye kompetencer at endnu flere danske varer og dansk teknologi bliver en del af den plantebaserede markedsvækst i Tyskland.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel